Motî:erîler
Èn årtike di Wikipedia.
erîler (codjowaedje) [v.c.] (mot d' linwincieus) fé shuve ene rîle a des fenominnes di croejhete ki s' avént spårdou onk nén come l' ôte. On rfond "schoûter" purade ki "xhoûter", minme si "scoûter" n' egzistêye nén, po l' erîler avou "aschoûter" (L. Hendschel). F. régulariser, standardiser, normaliser. Etimolodjeye: viebe fwait sol bodje "rîle", avou l' betchete e- (mete dins l' rîle), 1998.
| erîlé, erîlêye [addj., purade padvant]
1. ki shût ene rîle. rl a: disrîlé, foû-rîle. F. régulier.
2. ki s' fwait todi del minme manire. F. homogène, uniforme.
| erîlêymint [adv.] d' ene erîlêye manire. Pol mot "pårlumint", si l' aparintaedje åreut yeu stî fwait pår erîlêymint a pårti do viebe "pårler", ç' åreut dvou esse "pårlêymint" ou "pålmint" (P. Sarachaga). Ele riprindeut alinne tot doûçmint; ele n' esteut pus si blanke moite k' enawaire; ele rishofléve a si åjhe, erîlêymint, mins ses ouys ridmorént clôs (L. Mahin). F. régulièrement, uniformément.
Etimolodjeye: adviebe fwait so l' adjectif "erîlé", 2001.