Mithraskulten
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mithraismen eller mithraskulten var en hellenistisk mysteriereligion, der centrerede sig om dyrkelsen af den oprindeligt persiske lys- og frelsergud Mithra. Det vides ikke med sikkerhed hvornår og hvordan Mithraismen opstod. Mithraskulten fik sin største udbredelse og betydning i kejsertidens førkristne Romerrige.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Troslære
Mithraismen dyrkede som øverste gud og frelser Mithras, som blev beskrevet som "den uovervindelige sol" – sol invictus Mithras. Som med de øvrige mysteriekulter var også mithraskultens medlemmer underlagt en såkaldt arkandisciplin, dvs. at kultens ritualer og hemmeligheder var forbeholdt de indviede og disse havde forbud mod at berette om dem over for udenforstående. Af samme grund er vores kendskab til mithraismens troslære utroligt begrænset.
Den eneste reelle viden, vi har, stammer fra mithraismens kristne modstandere. Ud fra deres beretninger kan vi konkludere, at kultens menneskesyn var udpræget dualistisk med et klart skel imellem sjæl og materie, godt og ondt. Endvidere troede de på en nær fremtidig dom, hvor Mithras ville sidde som dommer.
Ud fra kultens portrætter kan vi se, at deres gudesyn gik fra at være polyteistisk i den tidligste form til at blive henoteistisk i løbet af det andet/tredje århundrede.
[redigér] Tilhængere/udbredelse
Den største appel havde Mithras-kulten på legionærerne. Disse følte sig draget af kultens eksklusivitet, såsom at den var forbeholdt mænd, men også af dens principper som ære, stolthed og uovervindelighed. Takket været soldaterne nåede kulten ud til alle afkroge af Romerriget, lige fra Palæstina til Nordafrika igennem hele Centraleuropa og ud til de britiske øer. Mithras-kulten var i høj grad synkretistisk; der kan spores elementer fra såvel persisk mytologi som fra babylonisk mytologi/astrologi og græsk filosofi/tænkning.
[redigér] Mithræum
Tilbedelsen af Mithras foregik i nogle små underjordiske templer, kaldet mithræer. Disse huleagtige templer skulle forestille den klippehule, hvori Mithras ifølge overleveringen var født. Mithræerne var fyldt med illustrationer af forskellige scenarier fra Mithras' liv.
[redigér] Ritualer
[redigér] Indvielsesritualet
Indvielsesritualet i Mithraskulten var, som i de fleste mysteriekulter, en dåb. I Mithraskulten blev personen der skulle optages overhældt med tyreblod. Kulten så formentlig ritualet som et renselsesritual. Når personen var døbt, var han officielt medlem af kulten og blev nu betragtet som en "myste" (tilhænger/indviet).
[redigér] Afskedsmåltidet
På adskillige motiver fra kulten kan man se solen og Mithras dele et afskedsmåltid, inden Mithras stiger til himmels i en solvogn. På et relief fra Konjica ses de gengivet med drikkehorn og brød, brødet er delt af et ligebenet kors, symbolet på solen. Afskedsmåltidet blev gengivet i mithræerne, hvor ofte ved vi ikke. I denne sammenhæng spiste mysterne brød og drak vin. Ceremonien blev ledet af en "pater" der fungerede som stedfortræder for Mithras. Altså en åbenlys lighed med den kristne nadver. At der er en vis lighed i ritualet bliver bekræftet af den kristne apologet Justin Martyr (ca.100-165) (om eukaristien)”.. dette overleverede de onde dæmoner også skulle finde sted i Mithras hemmelige kult, idet de efterlignede det. For et brød og et bæger med vand stilles frem i indvielsesceremonierne for den, der indvies, i forbindelse med nogleledsagende ord, det ved i, eller også kan i få det at vide” (Apologier)
[redigér] Historie
Det ældste bevarede vidnesbyrd om den romerske Mithras stammer fra den græske historiker Plutarch (46-125 e.Kr.) som beretter om hvordan den romerske hærfører Pompejus (106-48 f.Kr), i år 67 f.Kr havde nedkæmpet en flok kilikiske sørøvere der tilbad Mithras. Ellers er der intet bevis på kultens eksistens før end fra sidste halvdel af det første århundrede, og stadig er overleveringerne fra den tid meget sparsomme.
Sit endelige gennembrud fik Mithras-kulten i begyndelsen af det tredje århundrede. På det tidspunkt havde befolkningens mentalitet gradvis ændret sig, og den solare henoteisme var begyndt at vinde indpas. Solen havde længe haft en ophøjet rolle iblandt befolkningen, men den egentlige almene dyrkelse af solen begyndte først i denne periode. Solen blev nu betragtet som værende herre over kosmos og den største guddom, under hvem alle de andre guders attributter blev lagt ind. Mithras-kulten blev på dette tidspunkt den største kult i romerriget, med adskillige kejsere som tilbedere, heriblandt Septimius Severus og Caracalla.
Sit endeligt fik kulten i slutningen af det fjerde århundrede under Theodosius den store, hvor kristendommen blev statsreligion, og enhver form for afgudsdyrkelse blev forbudt ved dødsstraf. Da begyndte de kristne en indædt kamp for at slette alle beviser på kultens eksistens, bl.a. ved at bygge kirkebygninger oven på mithræerne. Ironisk nok er de bedst bevarede mithræer i dag dem der ligger begravet under kirkebygningerne, ligesåvel som de eneste skriftlige vidnesbyrd vi har på kultens eksistens stammer fra kristne modstandere.
[redigér] Mithras og kristendommen
Mithraskulten var uden sammenligning den største trussel til den tidlige kirke og de kristne kirkefædre og filosoffer kørte en massiv propaganda mod kulten, ikke kun fordi den var en umiddelbar trussel, men lige så meget fordi lighederne mellem Mithras og Jesus var slående.
F.eks var Mithras en lysgud og Jesus beskriver sig selv som "verdens lys" (Joh 8, 12).
Mithras blev beskrevet som den uovervindelige sol. De tidlige kristne havde også en forestilling om, at Jesus var identisk med solen. Han blev betragtet som værende ”den retfærdige sol” (mal.Kap3,v.20) og som ”solopgangen fra det høje”(luk.kap1,v.78) . Endvidere havde de bede retning imod øst, idet de forventede, at det var der Jesus ville opstå som solopgangen. Ifølge den kristne filosof/teolog Tertullian(ca.160-225) , blev de kristne også fejlagtigt forvekslet med soldyrkere:” (nogle hedninge)anser solen for den kristne gud, fordi det er blevet kendt, at vi beder i den opgående sols retning og hengiver os til glæde på solens dag(søndag)... ”
På flere billeder ses Mithras blive født ud af en klippesten og ifølge adskillige inskriptioner blev han betragtet som fra guden fra klippen ”theos ek petras”. En parallel kan drages til den måde Paulus fremstiller Jesus på "de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den Klippe var kristus”(1 kor. kap.10 v.4) Ifølge overleveringen blev Mithras født i en hule. I Jacobs forevangelium, som af nogen menes at være det ældste evangelium, der beretter om Jesu fødsel hører vi, at Jesus ligeledes blev født i en hule. Jacobs forevangelium var et af de mest udbredte apokryfe skrifter hvilket indikerer, at i hvert fald nogle kristne delte denne opfattelse.
Mithras' fødselsdag blev fejret den 25 december. Det var normalt accepteret i oldtiden at alle solguder, havde fødselsdag d.25. dec. da det var denne dag solen begyndte at tage til i styrke (vintersolhverv) I Det Ny Testamente er der intet der fortæller os, hvad dag Jesus blev født. Det vides ikke med sikkerhed om de tidlige kristne fejrede den. Men vi ved, at de begyndte at fejre den d 25. dec. under Konstantin den Store.
[redigér] Forskning
Der fandtes også en persisk Mitra. Tidligere Mithras forskere troede, at den romerske Mithras stammede fra den persiske Mitra, nyere forskere finder imidlertid ikke denne tese særlig plausibel.
[redigér] Litteratur
- Franz Cumont - The Mysteries of Mithras
- Erling Jacobsen - Mithras, mysterier og monumenter i romerriget
- Manfredd Claus - The Roman Cult of Mithras
- Payam Nabaz - Mithras, The Pagan Belief That Shaped the Christian World
- Justin Martyr - Apologier
- Torben Christensen - En kulturkamp, romermagt,hedenskab og kristendom
[redigér] Eksterne henvisninger
The Circle of Ancient Iranian Studies
