Magasin du Nord
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
A/S Th. Wessel & Vett, Magasin du Nord – eller i daglig tale blot Magasin – er en kæde af stormagasiner med forretninger på Kongens Nytorv i København, i Lyngby, Rødovre, Odense og Århus. Koncernen beskæftiger i dag (2005) ca. 1.650 fuldtidsansatte og havde i regnskabsåret 2004/5 en omsætning på 1.937 mio. kr.
[redigér] Historie
Firmaets rødder går tilbage til 1868, hvor Theodor Wessel og Emil Vett åbnede en manufakturforretning i Århus under navnet Emil Vett & Co. Forretningen blev hurtigt en succes og flyttede 1871 til Immervad, hvor den stadig har til huse.
I 1870 åbnede selskabet forretning i København i lejede lokaler på det daværende Hotel du Nord, der var et af datidens fineste hoteller, og hvor bl.a. H.C. Andersen havde boet i årene 1838-47. I de følgende år lejede selskabet mere og mere af hotellet, og i 1879 tog selskabets afdelinger i hele landet det fælles navn Magasin du Nord, afledt af navnet på det københavnske hotel.
I 1889 havde Magasin overtaget hele hotellet. I 1893-94 blev det gamle hotel og Hambros gård revet ned, og den nuværende bygning opførtes i fransk nyrenæssancestil.
Selskabet åbnede filialer landet over. I 1892 var der 50 filialer, og i 1906 var tallet vokset til 98. Desuden åbnedes i 1911 varehuset Th. Wessel & Vett i Malmø. I 1950'erne skiftede selskabet dog strategi og satsede fremover på få store forretninger frem for mange små. I dag er der således kun fem afdelinger tilbage.
Selskabet børsnoteredes i 1952.
I 1991 købte Magasin konkurrenten Illum på Strøget i København, og i 2003 blev 80% heraf solgt til investeringsselskabet Merrill Lynch.
Frem til midten af 1990'erne var selskabet kontrolleret af Theodor Wessels efterkommere via Magasin du Nords Fond, og helt frem til 2004 var Wessels oldebarn, baron Ebbe Wedell-Wedellsborg og dennes søn, baron Ditlev Wedell-Wedellsborg repræsenteret i selskabets bestyrelse.
Efter en årrække med underskud var Magasin i økonomiske vanskeligheder. Den største aktionær, Jyske Bank, ønskede ikke at bidrage økonomisk, og familiefonden havde ingen penge. De to storaktionærer lagde i 1999 en handlingsplan, der skulle skaffe kontrollen over selskabet tilbage til familien og finde en køber til bankens ejerandel. For at reducere sin gæld begyndte selskabet i 2001 at skille sig af med en række investeringsejendomme, og i 2004 blev de ejendomme, hvor afdelingerne på Kongens Nytorv og i Lyngby havde til huse, solgt, og i stedet blev der indgået leasingaftaler med tilbagekøbsret (en såkaldt sale and lease back-aftale).
Familien nåede ikke at genvinde kontrollen, men i november 2004 blev koncernen solgt til et islandsk køberkonsortium, M-Holding, med selskabet Baugur Group i spidsen. I den forbindelse købte Magasin ejendommen på Kongens Nytorv tilbage, og Magasin du Nords Fond blev som del af handelen medejer heraf. I den forbindelse beskyldte en række småaktionærer, hvis aktier blev tvangsindløst, fonden for at have solgt aktierne til for lav en pris mod til gengæld at blive delejer af ejendommen.
I september 2007 blev det offentliggjort, at Magasin lukker Mad & Vin i Århus og Odense i april 2008, og at supermarkederne erstattes af Irma-butikker. Supermarkederne i Lyngby og på Kongens Nytorv videreføres.