Kourou

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ariane 5's rampe ELA-3 i baggrunden. Raketten fragtes til rampen på skinner. De fire gittertårne er lynafledere mod det tropiske tordenvejr

Kourou er en fransk (europæisk) rumhavn i Fransk Guyana i Sydamerika. Kourou ligger på 5° 14’ og udenfor orkanzonen. Da Jorden roterer med 1.667 km/t på Kourous breddegrad^[1], får raketter ved en østvendt opsendelse et farttilskud på 463 m/s. Kourou benævnes også CSG (Centre Spatial Guyanais). I 1964 blev Kourou etableret som kompensation for Frankrigs tabte raketbase Hammaguir i den algeriske ørken. Den franske rumfartsstyrelse CNES (Centre National d’Etudes Spatiales) havde undersøgt 14 mulige steder blandt DOM-TOM (den franske pendant til Commonwealth) og Kourou havde flest fordele. Der var højst 50.000 indbyggere så sandsynligheden for løsrivelse var minimal, raketter kunne opsendes i kompasretningen 1,5° til 100,5° og adgangsvejene var gode. Kouroufloden tillader pramme at sejle rakettrin fra Cayennehavnen ind i junglen til raketbasen^[2].

Første opsendelse fra Kourou var en suborbital Veronique-raket i april 1968 fra ALFS-1 (Aire de Lancement Fusee-Sondes). Fra d. 10. marts 1970 til d. 26. september 1975 opsendte DiamantB-raketten syv småsatellitter fra Aire de Lancement Diamant-rampen. Den europæiske raketorganisation ELDO valgte Woomera i Australien til raketbase for den mislykkede Europa-raket. Efter 355 raketopsendelser blev Kourou lagt i mølpose i september 1975 og raketramperne fik lov til at forfalde. I 1977 blev Kourou aktuel igen efter at ESA besluttede at deres fremtidige Arianeraket skulle opsendes fra Kourou. Raketrampen ELA-1 (l'Ensemble de Lancement Ariane) blev bygget til Arianeraketten 18 km fra den nærmeste bebyggelse. Den har flammegrave til at aflede udstødningen fra rampen under starten. Der er også et servicetårn til automatisk optankning af raketten og en mobil rakethangar. Hangaren omgiver raketten indtil optankningen og kører på skinner 70 m væk. Hangaren har airconditionanlæg og et øvre støvfrit rum til satellitklargøring. I 1986 blev ELA-2 taget i brug til supplement af ELA-1 og i 1996 blev Ariane 5’s ELA-3 operativ.

Alle raketopsendelser fra Kourou kontrolleres fra Jupiterbygningen

Vega

Syv lande i ESA samarbejder om en mindre løfteraket Vega. Vega er beregnet til opsendelse af 1,5 tons i op til 700 km høje baner^[3]. ELA-1 er ved at blive ombygget til ELV (l'Ensemble de Lancement Vega).

Sojuz-Fregat

ESA har et tæt samarbejde med Starsem der sælger billige russiske raketopsendelser. Raketten Sojuz-Fregat har opsendt nogle af ESA’s rumsonder og skal snart også opsendes fra Kourou. Da Bajkonur-kosmodromen ligger på 46. breddegrad (farttilskud på 324 m/s) vil Sojuz-Fregat kun kunne opsende 1,7 tons til GTO – fra Kourou kan de opsende 2,8 tons^[4]. ELS (l’Ensemble de Lancement Soyouz) skulle efter planen være klar til den første opsendelse i 2009.

[redigér] Kilder

1. ↑ Helle og Henrik Stub: "Rejsen ud i Rummet: de første 50 år", kapitel "Europa bliver en rummagt", 2007, Gyldendals Forlag, ISBN 978-87-02-03974-0
2. ↑ Gatland, K.: Space Technology, 1984, Salamander Books Ltd., ISBN 0-86101-075-2
3. ↑ Michael Linden-Vørnle: ”Europas adgang til rummet” i Aktuel Astronomi, efterår 2006, Tycho Brahe Planetarium, ISSN 0905-8958
4. ↑ Le Port Spatial de l'Europe (CNES) (Fransk)

Koordinater: 5° 14′ 14″ N, 52° 45′ 38″ V