Johannes Nellemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johannes Nellemann (1. november 1831 - 26. august 1906) var dansk jurist og politiker.

Nellemann blev student i 1849, cand. jur. i 1855 og i 1859 professor ved Københavns Universitet. I sit juridiske virke beskæftigede han sig især med retsplejereformen, der havde været under udarbejdelse siden enevældens fald, og han var en stærk fortaler for offentlighed og mundtlighed i retsplejen og også for lægmænds deltagelse i strafferetsplejen.

Nellemann påbegyndte sin politiske virksomhed i 1875, da han indtrådte som justitsminister i Estrups første regering, og han besad posten helt til 1896. Det faldt således i Nellemanns lod at blive en hovedaktør i den bitre forfatningsstrid i provisorieårene, idet han jo som justitsminister stod som den juridiske garant for Estrups provisoriske lovgivning. Selv om han var fuldt loyal over Estrup, hørte han også til den fløj af regeringen, som i 1894 var med til at indgå forlig i Folketinget og hermed få indledt en forsoningsproces.

I 1896 udnævntes han til nationalbankdirektør.

Stub Denne politikerbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.