Jens Christian Lund
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jens Christian Lund (født 22. juni 1945) er en dansk oberst og fodbolddommer samt medlem af Folketinget for Socialdemokraterne.
Jens Christian Lund stammer fra Thy og tog studentereksamen i Thisted i 1963. Derefter blev han rekrut i Forsvaret ved Slesvigske Fodregiment, og siden blev det til en lang karriere i forsvaret. Officersuddannelsen afsluttede han i 1971, og derpå gik karrieren over premierløjtnant, kaptajn, major og oberstløjtnant, til han i 1995 blev udnævnt til oberst. I sin forsvarskarriere har han blandt andet været udstationeret på Cypern og i Zagreb. Meget af tiden fungerede han dog ved Prinsens Livregiment i Viborg, hvor han endte som chef, og hvor han også nu bor. Han blev pensioneret som oberst i 2005.
I en relativ sen alder blev Lund politisk aktiv hos Socialdemokraterne. Han blev medlem af Viborg Kommunes byråd i 1997, og ved folketingsvalget i 2005 modtog han valg. Han er medlem af partiets gruppebestyrelse og arbejder med blandt andet trafik-, erhvervs-, energi- og europapolitik.
Privat er han gift og har tre børn. Han er inkarneret sportsmand og har i mange år været fodbolddommer. Her nåede han frem til den danske top og fik endvidere internationale dommeropgaver.