Industrialisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Industrialisering er den samfundsproces, hvor et samfund, hvor befolkningen i hovedsagen lever af primærerhverv som landbrug, fiskeri, skovbrug og minedrift omdannes til et samfund, hvor den primære beskæftigelsesform er som arbejdere i industrien.

I Danmark foregik industrialiseringen over ca. 100 år fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet.

[redigér] Industrialiseringen ændrede relationerne mellem samfundet og naturgrundlaget

Gennem industrialiseringsperioden blev relationerne mellem det menneskelige samfund og naturgrundlaget intensiveret og udbygget. De mange små produktionssteder placeret lokalt, blev afløst af større centrale fabriksenheder. Denne proces gav store fordele i form af billigere produkter, men det gav også problemer af såvel kortsigtet som langsigtet karakter.

Industrialiseringen gav på den ene side nye jobmuligheder i byerne, samtidig med at landområderne mistede jobmuligheder. Denne del af udviklingen var med til at øge migration fra land til by og gav ydermere et skub til den udvandring, der foregik i denne periode til den nye verden i først og fremmest Nordamerika.

Arbejdsmiljøet blev ændret og arbejdsdagen blev intensiveret som følge af at de enkelte arbejdsprocesser blev gradvis mere og mere intensiveret i takt med at der kom flere og flere maskiner til.

Det mere intensive udnyttelse af råstoffer og energiressourcer (træ og kul) betød et langt hårdere pres mod naturgrundlaget, som resulterede i en stadig større transport med disse ressourcer mellem miner, skove, landbrug og fabriksanlæggene i de industrielle centre.

Samtidig resulterede industrialiseringen i problemer med udledning af affald i flydende, fast eller luftformig form, hvilket medførte at såvel vandforurening, problemer med fast affald og luftforurening voksede dramatisk og gav stadig voksende gener for den lokale befolkning.