Ib Andersen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ib Andersen (1907 – 1969) var en dansk tegner, grafiker og arkitekt.

Ib Andersen er mest kendt som bladtegner for Politikens "Magasinet" fra omkring 1930'erne og frem til Magasinets lukning i begyndelsen af 1960'erne. Han var stærkt påvirket af den danske guldalder i sin tegnekunst, men frembragte via sit talent sin helt egen genre. Han kunne som få andre tegne den danske natur, landskabet, dets provins eller byernes huse og stemninger. Især den unge kvinde havde hans opmærksomhed; ofte fremstillet rygvendt eller i profil^[1] og gerne indsat i et naturmiljø, omgivet af enten dyr eller havens træer og nabohuse. Hans egen hustru Nanna var ofte model til de lyriske motiver, som tit blev fremstillet til novelleillustration i Magasinet. Ofte i farver og over to sider. Hans interesse for det grafiske, layoutet og typografien i kombination med hans egne tegninger bragte ham ind i forlagsverdenen, hvor han fremstillede solid og fængende bogkunst, som altid ramte bogens tema og tone og altid var genkendeligt som et Ib Andersen værk.

Blandt hovedværkerne kan nævnes Den Fuldkomne Fisker 1943, Landluft 1944, En Vinter Lang 1956, blandt mange andre. I samarbejde med grafikeren, professor Gunnar Biilmann Petersen udviklede Ib Andersen efter krigen, designet til Danmarks National Banks nye pengeseddelserie med motiver som bl.a. plovmanden, Kronborg, møllen og Roskilde Domkirke. Ib Andersen tilrettelagde også næste serie, hvis motiver bl.a. var firben og egern. Han havde gennem flere år sit eget egern i sit atelier i Fredensborg, som sad model for den kommende tusindkroneseddel.

Der var bud efter tegnerens virke og kva sin rejselyst kom han meget rundt i verden, allerede fra en tidlig alder, bl.a. til Brasilien. Forlæggeren Poul Westermann fik bragt ham på rejse til de tidligere danske kolonier, St. Thomas, St. Croix og St. John i Vestindien, samt på guldkysten i Afrika og Tranquebar i Indien. Ud af det kom der to pragtværker, som dog aldrig rigtig faldt i tegnerens egen smag. Han var utilfreds med gengivelsen af sit værk og forlagets andre redaktionelle beslutninger.

Værket er dog alligevel et hovedværk, som også fremviser IA's evner som udlært arkitekt (bl.a. fra Poul Henningsens tegnestue i slutningen af 1920'erne). I denne sammenhæng mest hans evne til at foretage opmålinger af fin dansk arkitektur, og trods fremskreden forfald og direkte ruin, så fik han alligevel registreret og optegnet bygninger, som forlængst var forladt og glemt. Ruiner og forfald blev et af hans ledemotiver. Han havde stor kunstnerisk sans for netop forfaldet og kunne tegne det med både ærlighed, stringens og indlevelse. Han blev aldrig til fals for maner eller andre tegnemæssige vildveje, men elsket for sin motivverden, ofte i mol og især den regnvåde, Nordsjællandske efterårsvej, med nedfaldene blade, forblæste trækroner og måske en tudse, der kravler over vejen. Det barokke og det samfundskritiske fandt også vej gennem hans pen. I hans motiver holdt han med ungerne i skolegården, fremstillet med kærlighed og sans for det absurde, men altid med evnen til ikke at udlevere sine motiver. Det var altid med hjertet på rette sted. Men da urbaniseringen ramte byerne og betonboliger skød op til fordel for gamle bykvarterer, og når landvejens træer blev fældet af hensyn til bilistens nyvundne fart, så spruttede hans vrede pen og han fremlagde komikken og alvoren i dagbladets spalter. Han blev fortolkeren af det danske landskab, men aldrig folkelig.

Hans udsyn var mod den store verden, det bedste i litteraturen og han forblev trods rejserne i sit selvvalgte eksil, sin Fredensborgske idyl på Stationsvej. Han blev også kendt for mesterlige plakater, især kan nævnes tivoliplakaten fra 1943 (Som stadig genoptrykkes og benyttes af Tivoli), den med ballongyngen mod nattenhimlen. Endvidere huskes plakaten for DDL (Det Danske Luftfartselskab), med vindpose og den sorte DC-3 flyver. I 30'erne var han del af den saftige og kraftfulde udtryksform, hvor begejstringen for de nye strømninger greb om sig, og hvor hans eget virke nåede absolutte højder i både farvepaletten og dristige kompositioner. Det blev også ham der for alvor kunne tegne den danske sommernattehimmel, hvis gulgrønne farve, optones til preuserblå og så til elfenbenssort, med et mørkt træ i silhouet fra villavejens haver, kun sporadisk oplyst af vejens gadelygter.

[redigér] Note/ekstern henvisning

[redigér] Litteratur

• Steen Ejlers, Jens Frederiksen og Paul-Philippe Peronard: Tegneren Ib Andersen. Forlaget Vandkunsten 2008 ISBN 978-87-7695-007-1