Henrik Sass Larsen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henrik Sass Larsen (født 29. maj 1966 i Virum) er socialdemokratisk folketingsmedlem og politisk ordfører.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
[redigér] Civil løbebane
Henrik Sass Larsen gik i folkeskolen på Mosedeskolen i perioden 1973-84 og tog HF fra Greve Gymnasium 1986. Siden har han studeret HA/forvaltning ved RUC i 5 år. Han har dog aldrig opnået en kandidatgrad fra universitetet.
Han har arbejdet i kommunikationsbranchen.
[redigér] Politisk biografi
[redigér] DSU
På trods af sin forholdsvis unge alder er Henrik Martin Sass Larsen allerede en veteran hos Socialdemokratiet. Som ganske ung meldte han sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og i 1988 blev han af DSU's kongres valgt til organisationens forretningsudvalg.
Fire år senere blev han valgt som forbundsformand og senere genvalgt på kongressen i 1994, inden han gik af som formand i 1996. Han blev da efterfulgt af Morten Bødskov.
Det var i denne periode, Henrik Sass Larsen grundlagde sin markante politiske profil. I en række provokerende debatoplæg forsøgte han at sætte gang i såvel den politiske som organisatoriske fornyelse af Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen.
Han var blandt andet medunderskriver på debatoplægget "23:58" (To minutter i tolv), som krævede gennemgående reformer af Socialdemokratiets organisation. Oplægget var med til at danne grundlag for, at Socialdemokratiet senere indførte muligheden for at afholde urafstemning om valg af partiformand.
Endnu mere kontroversiel var dog bogen "Tilbage til Friheden" fra 1996. Bogen var en skånselsløs kritik af Socialdemokratiet, og indeholdte et samlet bud på en ideologisk fornyelse. Blandt de kontroversielle tanker var en kooperatisering af den offentlige sektor, en demokratisering af pensionskasserne samt en massiv omlægning af statens udgifter, hvor folkepensionen blandt andet skulle beskæres til fordel for velfærdens kerneydelser og samfundets svageste.
Sass Larsen betragtes af mange i partiet som kontroversiel, og han er flere gange blevet stemplet som "højreorienteret" samt "strammer" på flygtninge/indvandrerpolitikken.
Interessant er det dog, at han som formand for DSU tilhørte organisationens venstrefløj. Han kritiserede socialdemokraternes højrefløj i egenskab af formand for DSU, herunder Vestegnens socialdemokratiske borgmestre, når de var for udlændingekritiske.
[redigér] Folketinget
Henrik Sass Larsen var midlertidigt medlem af Folketinget for Københavns Amtskreds 19. januar-21. marts 1999 og 16.-22. juni 1999. Han blev indvalgt som folketingsmedlem for Københavns Amtskreds 1. oktober 2000-20. november 2001 og for Roskilde Amtskreds fra 20. november 2001.
I sommeren 2000 forsøgte han, støttet af daværende partiformand Poul Nyrup Rasmussen, at blive politisk ordfører, men posten gik i stedet til den tidligere justitsminister Frank Jensen. Sass Larsen blev i stedet formand for et udvalg, der skulle skrive et oplæg til en ny velfærdspolitik. Oplægget blev imidlertid aldrig offentliggjort, angiveligt fordi det var for kontroversielt til partiformand Mogens Lykketoft.
Under Mogens Lykketofts formandstid blev Henrik Sass Larsen gjort til skatteordfører. Her fremlagde han blandt andet en revideret skatteplan, der indførte det såkaldte "skatteloft". Dette oplæg var afstemt med Det Radikale Venstre.
[redigér] Formandsvalget
Da Mogens Lykketoft efter folketingsvalget 2005 besluttede at træde tilbage som partiformand, valgte Henrik Sass Larsen at støtte Helle Thorning-Schmidt, og da Thorning-Schmidt blev valgt som partiformand, indtog Henrik Sass Larsen en central rolle i partiets ledelse.
Han blev forfremmet til næstformand for folketingsgruppen og finans- samt udlændingeordfører, og han blev også udpeget som den ene af to socialdemokratiske repræsentanter i Nationalbankens Repræsentantskab.
27. april 2006 blev han i forbindelse med en større ændring i partitoppen udnævnt til partiets politiske ordfører.
[redigér] Forfatter
- En europæisk utopi (medforfatter, 1994)
- Tilbage til Friheden (medforfatter, 1996)
[redigér] Eksterne henvisninger/kilder
- Henrik Sass Larsens personlige hjemmeside
- Folketinget.dk Dato: 25. april 2006.