Erik Eriksen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Erik Eriksen (20. november 1902 i Ringe på Midtfyn - 7. oktober 1972) var en dansk statsminister fra 30. oktober 1950 til 30. september 1953. I Folketinget var han valgt for Venstre.

Erik Eriksen var født på en gård i Ringe på Fyn i et miljø, som var præget af grundtvigianisme og højskolebevægelse. Han blev formand for Venstres Ungdom i 1929 og blev medlem af Folketinget i 1935, et medlemskab han bevarede til 1968.

I befrielsesregeringen i 1945 blev han landbrugsminister og fortsatte som sådan i Knud Kristensens regering fra 1945-47. Da Hedtoft i 1950 måtte gå, dannede Erik Eriksen en borgerlig regering sammen med De Konservative, den såkaldte VK-regering. Erik Eriksens politiske mesterstykke var den nye grundlov i 1953, som det lykkedes ham at få gennemført trods forbitret modstand fra nogle i egne rækker, f. eks. den tidligere statsminister Knud Kristensen.

På trods af en valgsejr i 1953 lykkedes det ikke for Erik Eriksen at bevare regeringsmagten. Han fastholdt det snævre samarbejde med De Konservative, og det var ikke alle hans partifæller enige i. Den tidligere og højt ansete finansminister Thorkil Kristensen forlod partiet, og da Erik Eriksen kom i mindretal i folketingsgruppen på et spørgsmål om en sammenslutning med Det Konservative Folkeparti, valgte han at gå som formand og genopstillede ikke ved folketingsvalget i 1968.

I to omgange (1956 og 1961) var han præsident for Nordisk Råd.

I Bo Bojesens tegninger af Venstre-vikinger var Erik Eriksen Erik fra Ringe.

[redigér] Eksterne henvisninger

• Erik Eriksen på gravsted.dk