Dysekanon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En dysekanon er karakteriseret ved at være et direkte skydende, rekylfrit panserværnsvåben, som skyder med granater. Kanonen fungerer ved, at der bagtil i kanonrøret er indsat en dyse. Gennem denne dyse undviger så stor en del af drivladningens virkning, at rekylen ved granatens affyring netop modvirkes. Krudtladningens undvigen gennem dysen muliggøres ved, at granatpatronens hylster er perforeret og derfor tillader krudtgassen at passere bagud i en vis udstrækning, mens den øvrige del af krudtgassen driver granaten fremad. Granaten, som udskydes, er ofte en hulladningsgranat, hvorfor hele patronen betegnes som en hulagranatpatron. Dysekanoner kan dog også skyde med brisantgranater, røggranater og lysgranater

Den bagudgående krudtgas skaber et bagblæstområde, hvor det vil være forbundet med livsfare at opholde sig. Dette område omfatter i siden ca. 30 grader til begge sider for kanonrørets længdeakse og i dybden en afstand, som afhænger af kanonens kaliber.

Eksempler på dysekanoner er de amerikansk producerede 57 mm, 75 mm og 106 mm dysekanoner og den britiske 120 mm dysekanon med navnet Wombat. Sovjetunionen producerede ligeledes flere typer af dysekanoner i kalibre op til 107 mm. En moderne dysekanon er den svenske 84 mm dysekanon, Carl Gustav.

Dysekanoner af mindre kaliber har ikke noget indskydningsvåben påmonteret, mens de større dysekanoner, f.eks. 106 mm dysekanon, har et 12,7 mm indskydningsgevær monteret oven på løbet af kanonen. Princippet er her, at skytten skyder mod målet med indskydningsgeværet indtil træfning i målet opnås, hvorefter kaliberskuddet affyres øjeblikkeligt med nøjagtig samme sigtebillede.

Dysekanonen er en kategori af panserværnsvåben, og den må ikke forveksles med de panserværnsvåben, som udskyder raketter, som drives frem af krudgassen i skudbanen også efter at de har forladt våbnet. Et eksempel på et sådant panserværnsvåben er det amerikanske 89 mm-raketstyr, også benævnt bazooka, som blev anvendt i det danske forsvar efter 2. Verdenskrig og indtil 1960'erne. Som et eksempel på en moderne panserværnsraket kan nævnes det amerikanskproducerede 147 mm-panserværnsvåben TOW (Tube-launched, Optically tracked, Wire-guided), som styres af skytten hele vejen fra affyringen til træfningen i målet.