Blokfløjte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Blokfløjten er et træblæserinstrument og en fløjtetype. Der findes mange forskellige størrelser af blokfløjter som har forskellige rækkevidder. En person der spiller blokfløjte kaldes en blokfløjtenist.

Instrumentet spilles ved at blæse ind i hullet i toppen og dække et forskelligt antal huller for at få forskellige tonehøjder. De store blokfløjter har klapper så man kan nå hullerne. Grebene er de samme for langt de fleste fløjter, men grundet forskellige traditioner har visse blokfløjter varierende greb. Den mest almindelige variation er (på sopranblokfløjten) tonen f. F med de almindelige "Barokgreb" kræver et såkaldt "gaffelgreb" - pege- og ringfinger på højre hånd. Man prøvede at ændre det så man kun skulle bruge pegefingeren. Det ville dels være lettere og dels svare til andre træblæsere som klarinet og saxofon. Det lykkedes også - til gengæld skabte disse "tyske greb" intonationsproblemer med fis og b. De oprindelige barokgreb er i dag de mest almindelige på klassiske blokfløjter, mens de mere folkelige modeller og modeller af middelalderens blokfløjter, hvor man ikke spiller med så mange fortegn, har greb der ligner de "tyske".

Blokfløjten var især populær i barokken, hvor blandt andre Telemann, Vivaldi og Bach har skrevet musik for denne. I senere stilperioder har især tværfløjten taget over, idet der på den er mulighed for at spille blandt andet hurtigere og kraftigere.

Det er meget normalt for begyndere i den musiske verden at spille blokfløjte, da beherskelsen af instrumentet er forholdsvis enkel og danner basis for en række andre instrumenter.

Blokfløjter var gået helt af mode i klassikken og romantikken, men fik sin store renaissance som begynderinstrument i kølvandet på Carl Orffs (1895-1982) pædagogiske ideer. Det har på den ene side givet blokfløjten et ufortjent ry som et "legetøjsinstrument", på den anden side førte blokfløjtens renaissance også til at instrumentet fik mange dygtige udøvere og blev anerkendt på musikkonservatorierne. Blokfløjtens genopdagelse har sikkert også haft stor betydning for genopdagelsen af den tidlige musik generelt.

Fløjten består oftest af et hovedstykke, en krop og en ende. Delene kan skilles ad.

[redigér] Typer

Blokfløjter findes i otte autoriserede størrelser:

• Garklein stemt i trestreget c
• Sopranino stemt i tostreget f
• Sopran stemt i tostreget c
• Alt stemt i enstreget f
• Tenor stemt i enstreget c
• Bas stemt i lille f.

Ligesom på kontrabas- og subbas-blokfløjten kan der i nogle tilfælde være et blæserør til fløjten, der holdes lodret (ligesom en fagot). Basblokfløjten findes desuden også som "knækbas", det vil sige, at hovedet er bøjet bagover i en vinkel på 90 grader (ligesom en saxofon - nederste del på fløjten er dog ikke bøjet).

• Kontrabas stemt i store C
• Subbas stemt i store F

I middelalderen lå den mest normale stemning omkring enstreget d altså i alt/tenorlejet, i barokken blev de mere gennemtrængende sopranblokfløjter dominerende, Vivaldi skrev endda koncerter for sopraninoblokfløjte.

[redigér] Se også

• Michala Petri kendt dansk blokfløjtespiller.