Berliner Philharmonikerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Indgangen til den nye koncertbygning

Berliner Philharmonikerne er et symfoniorkester baseret i Berlin, der gennem hele sin eksistens er blevet regnet for et af de fineste orkestre i verden.

Den gamle Berliner Philharmoniker bygning blev ødelagt under bombardementerne af Berlin i 1944. Siden 1963 har orkesteret haft hjemme i Hans Scharouns bygning Philharmonie Berlin, i daglig tale bare kaldet Philharmonie.

[redigér] Historie

Orkestret blev grundlagt i 1882 af musikere fra Benjamin Bilses Kapel. Under en turné til Warszawa havde Bilse købt billetter på 4. klasse til sine musikere, hvilket havde forbitret dem. Som følge af affæren besluttede 54 af dem at grundlægge deres eget orkester. En af musikerne var den danske fløjtenist og komponist Joachim Andersen, der også var assisterende dirigent for orkestret. De første år af orkesterets historie var præget af vanskeligheder, indtil koncertagenten Hermann Wolff tog over og fik den tids fremmeste dirigent Hans Guido von Bülow som orkestrets leder. Herefter steg orkestrets stjerne hurtigt med opførelser af tidens fornemste dirigenter og komponister. Hans Richter, Felix von Weingartner, Richard Strauss, Gustav Mahler, Johannes Brahms og Edvard Grieg dirigerede alle orkesteret i de følgende år.

I 1895 blev Arthur Nikisch chefdirigent. Han blev i 1923 efterfulgt af Wilhelm Furtwängler. Under og efter anden verdenskrig var Leo Borchard chefdirigent, og efter hans død tog Sergiu Celibidache over. Furtwängler vendte tilbage i 1952 og blev til sin død i 1954.

Hans efterfølger var den legendariske Herbert von Karajan, som blev indtil 1989. Claudio Abbado, der var den næste i rækken, udvidede repertoiret med værker fra den modernistiske periode.

I 2002 overtog den britiske Simon Rattle posten som kunstnerisk leder.