Becifring
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En becifring angiver, hvilken akkord, der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.
Syntaks: grundtone[m(mol)] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang][+ /(bastone)]
Eksempler på typer af becifringer:
- C - C-dur
- Cm - C-mol
- C7 - C-dur med tilføjet lille septim
- Cm7 - C-mol med tilføjet lille septim
- Cm7b5 (alternativt Cø) - C-mol med lille septim og sænket kvint (halvformindsket akkord)
- Cdim (alternativt Co) - formindsket akkord, udelukkende små tertser
- Cmaj7 (alternativt CΔ7 eller CΔ) - C-dur med tilføjet stor septim
- Csus4 - kvartkvintforudhold, dur-tertsen er hævet en halv
- F/c - F-dur med kvinten i bassen, funktionsharmonisk en C-dur med hævet terts og kvint, et såkaldt kvartsekstforudhold
- C+ - C-dur med kvinten hævet et halvt trin, udelukkende store tertser (forstørret akkord)
- C6/9 - C-dur med sekst og none tilføjet
- C/a - C-dur med a som tilføjet bastone
- C/3 - C-dur med tertsen (3. trin) i bassen
- Gadd9 - G-dur med tilføjet none, men uden septim
- G11 - G-dur med tilføjet 7-9-11'er (ofte noteret reduceret som F/g
- E♭9 - Es-dur med tilføjet none
- E♭9 - E-dur med sænket none
- F♯7♯9 - Fis-dur med hævet none
Ved af brug af fortegn. er grundtone bestemt af fortegnene i den skala, den beskriver.
