Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var to atombomber, som blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945. Bomberne dræbte mindst 120.000 mennesker på en gang, og dobbelt så mange bagefter. Desuden er de overlevende og deres efterkommere ramt af efterskader som kræft og misdannelser. Overlevende fra disse bombninger kaldes i Japan for hibakusha, et ord der direkte kan oversættes som "Mennesker påvirket af bombe(n)". Dette er den første og hidtil eneste gang, atomvåben er blevet brugt i egentlige krigshandlinger.

Indholdsfortegnelse 1 Baggrund 2 Hiroshima 2.1 Bombningen 2.2 Japanernes reaktion 2.3 Bygninger der "overlevede" 3 Nagasaki 3.1 Bombningen 4 Den tredje bombe 5 Eftervirkninger 6 Mindesmærke 7 Debat om beslutningen om at bruge bomben 7.1 Argumenter for angrebene 7.2 Argumenter imod angrebene 8 Referencer

[redigér] Baggrund

En af hovedbegrundelserne for at bruge atombomberne var at tvinge japanerne til at overgive sig betingelsesløst. Om end mange ledende personer i Japan overvejede kapitulation, var de ikke indstillet på at gøre det uden betingelser. Den 15. august, dvs. henholdsvis ni og seks dage efter sprængningerne over Hiroshima og Nagasaki, indgav japanerne deres formelle kapitulation til de amerikanske styrker. Mange var imod fordi Japan allerede var ved at overgive sig.

Beslutningen om at bruge den atombombe der var blevet udviklet og prøvesprængt den 16. juli i Los Alamos i New Mexicos ørken under det tophemmelige Manhattan-projekt blev truffet af præsident Harry S. Truman, efter at USA havde været direkte involveret i krigen i 3½ år, og omkring 400.000 amerikanere var blevet dræbt i konflikten. Det amerikanske militær havde en liste over mulige mål: Kyoto, Hiroshima, Yokohama, Kokura, Niigata, og muligvis kejserpaladset i Tokyo. Ifølge visse kilder skal Japan-eksperten Edwin O. Reischauer, som sad i den amerikanske hærs efterretningstjeneste, være blevet forfærdet over tanken om at ramme tempelbyen Kyoto, hvorefter han fik overbevist sin chef, major Alfred MacCormack, om at forsøge at få Kyoto strøget af denne liste.

[redigér] Hiroshima

Mod slutningen af krigen var Hiroshima af stor militær betydning: Her var hovedkvarteret for Japans femte division og feltmarskal Hata Shunrokus arméhovedkvarter, som ledede forsvaret af hele det sydlige Japan. Byen var et kommunikationscenter, og center for opmagasinering af materiel og tropper. Den havde ikke tidligere været mål for bombeangreb, så her var muligheden for at vurdere "ødelæggelseskraften" i det nye våben.

I bymidten lå et antal forstærkede betonbygninger mellem "normale" huse, og områderne udenfor centrum var tæt bebygget med træhuse med tag af tegl. I udkanten af byen lå nogle få industrianlæg, som for manges vedkommende også var opført i træ. Byen var altså som helhed betragtet temmelig sårbar overfor brand.

Hele byen var mobiliseret til krig: Selv japanske børn og kvinder samt koreanere arbejdede i militære kontorer og fabrikker og med nedrivning af skadede bygninger. Alle, også børn, var trænet i at kæmpe imod invaderende styrker. Befolkningstallet havde tidligere i krigsårene toppet ved over 380.000 indbyggere, men fordi regeringen havde beordret en evakuering af byen var indbyggertallet i august 1945 på hen ved 255.000.

[redigér] Bombningen

Hiroshima var det primære mål for det første atomangreb den 6. august. Det sekundære mål var Kokura og Nagasaki var det tertiære mål. Tre vejrfly (B-29), med navne som Straight Flush og Full House, undersøgte målene og vejret over Hiroshima var godt nok. B-29-flyet Enola Gray bar uranbomben Little Boy og havde oberstløjtnant Paul Tibbets som chef. To andre B-29-fly fulgte Enola Gray - det var The Great Artiste udstyret med fysiske måleinstrumenter og Necessary Evil med fotografer og observatører. Af sikkerhedshensyn var bomben ikke armeret da flyet lettede, men blev armeret af Flådekaptajn William Parsons da flyet var kommet sikkert i luften. Hele missionen foregik som planlagt ned til mindste detalje, og bomben med dens kerne af 60 kilogram uran-235 fungerede som forventet.

Ca. en time før angrebet fandt sted, havde japanernes varslings-netværk af radarer opdaget nogle amerikanske fly der var på vej mod det sydlige Japan. Befolkningen blev alarmeret, radiostationerne indstillede deres transmissioner i et antal byer, herunder Hiroshima. Flyene nærmede sig kysten i stor højde. Omkring kl. 8 stod det klart for radaroperatørerne at der var tale om temmelig få fly, sikkert ikke flere end tre, så luftalarmen blev afblæst. Der blev udsendt en "standard-advarsel" om at gå i dækning hvis man fik øje på B-29 bombefly, men man forventede at der var tale om en rekognosceringsflyvning. Kl. 8:15 blev Little Boy kastet fra bombeflyet Enola Gay over det centrale Hiroshima. Bomben eksploderede 580 meter over terrænet med en sprængkraft svarende til 13.000 tons TNT og slog øjeblikkeligt hen ved 80.000 civile ihjel.

[redigér] Japanernes reaktion

Lederen i Tokyos central for det japanske sendenet opdagede, at senderen i Hiroshima var ude af drift. Han prøvede at få radiostationen "i luften" igen ved at bruge en anden telefonforbindelse, men den virkede heller ikke. Tyve minutter senere gik det op for centeret i Tokyos jernbanetelegraf, at hovedlinien var holdt op med at fungere et sted lige nord for Hiroshima. Fra små jernbanestationer indenfor 16 kilometer fra Hiroshima kom uofficielle og usammenhængende meldinger om en forfærdelig eksplosion i Hiroshima. Alle disse rapporter blev sendt til den japanske generalstabs hovedkvarter.

Hovedkvarteret i Tokyo forsøgte at kontakte kontrolenheden i Hiroshima. Stilheden i den anden ende forbavsede folkene i Tokyo, for de mente at vide at der ikke kunne forekomme et storstilet angreb på Hiroshima på det tidspunkt i krigen. En ung officer fik besked på at flyve til Hiroshima, lande, undersøge skaderne, og så vende tilbage for at aflægge en pålidelig rapport. I Tokyo-hovedkvarteret mente man at der måtte være tale om vildt overdrevne rygter med temmelig lidt hold i virkeligheden.

Efter ca. 3 timers flyvning var den unge officer stadigvæk ca. 160 kilometer fra bymidten, men derfra kunne officeren og hans pilot se røgskyen fra den brændende by stige op i den klare eftermiddagssol. Flyet nåede ind over byen og cirklede rundt over et gigantisk "ar" i landskabet hvor alting brændte, dækket af en tæt røgsky. De landede syd for byen, og efter at have rapporteret til Tokyo begyndte officeren straks at organisere hjælp til de nødlidende beboere.

Den første melding som Tokyo modtog om hvad der virkelig var sket, kom 16 timer efter eksplosionen i form af en offentlig meddelelse fra Washington.

Ved udgangen af 1945 mener man at yderligere 60.000 mennesker var døde af strålesyge, hvilket bringer antallet af døde op på 140.000, og siden er yderligere adskillige tusinde døde af strålings-relaterede skader. Ifølge Hiroshimas bystyre er det samlede tabstal pr. 6. august 2004 oppe på 237.062, og derudover er 270.000 hibakusha, "bombe-påvirkede mennesker", i live i dagens Japan.

[redigér] Bygninger der "overlevede"

Da Japan ofte er udsat for jordskælv, er og var mange bygninger temmelig solidt konstrueret: Denne solide byggestandard er utvivlsomt en stor del af forklaringen på hvorfor de bærende dele i visse bygninger nær ved eksplosionen ikke brød sammen. Bygninger, som nærmest lå lodret under eksplosionen, blev ramt af en trykbølge der bevægede sig oppefra og ned, frem for den overvejende vandrette trykbølge der ramte og væltede bygningerne uden om sprængningsstedet.

En af de mest berømte bygninger der blev stående efter eksplosionen, er den regionale industri-udstillingshal; en bygning med et kuppeltag, tegnet af den tjekkiske arkitekt Jan Letzel: Ruinen er blevet Hiroshimas monument for freden, og blev i 1996 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, iøvrigt under protester fra USA og Kina.

[redigér] Nagasaki

Nagasaki var en af de største havnebyer i det sydlige Japan, og af stor betydning for den japanske krigsindsats på grund af de mange industrier i byen: Her fremstillede man ammunition, skibe og meget andet militært udstyr. I dag er Nagasaki en moderne storby, men mod slutningen af krigen bestod byen næsten alene af traditionelle japanske huse, med bærende struktur af træ og et solidt tegltag ovenpå — velegnet til at modstå de tyfoner der ofte rammer landet, men ikke videre modstandsdygtigt over for eksplosioner. Byen havde fået lov til at vokse uden nogen egentlig byplanlægning, så beboelse, industri og forretninger lå meget tæt på hinanden, side om side i hele byen.

Nagasaki havde ikke oplevet bombeangreb i større stil før atombomben. Den 1. august havde der været et angreb med konventionelle, højeksplosive bomber, som blandt andet havde ramt et hospital. Skaderne var relativt begrænsede, men vakte alligevel bekymring nok til, at en del beboere, primært skolebørn, var blevet evakueret til landbrugsområderne udenfor byen.

[redigér] Bombningen

Om morgenen den 9. august lettede en B-29 Superfortress kaldet Bockscar med major Charles W. Sweeney ved styrepinden, og en atombombe kaldet Fat Man ("fed mand") i lasten. Deres primære mål var byen Kokura, men den var skjult af skyer. Efter tre overflyvninger og mindre brændstof i tankene end planlagt på grund af problemer med at tanke flyet, satte besætningen kurs mod deres sekundære mål, Nagasaki. Cirka kl. 7:50 lokal tid var luftalarmen gået i gang, men alarmen blev afblæst igen kl. 8:30, og da man kl. 10:53 kun havde set to B-29 Superfortress-fly, formodede japanerne igen at der blot var tale om rekognoscering, så der blev ikke udsendt flere alarmeringer.

Få minutter senere kastede følgeflyet The Great Artiste en faldskærms-båren instrumentpakke, forsynet med et brev til professor Ryokochi Sagane, der havde studeret sammen med tre af de forskere der udviklede USA's atombombe, om at advare sine landsmænd om faren ved disse masseødelæggelsesvåben. Dette brev blev dog først fundet efter krigens afslutning.

Kl. 11:02 tillod en åbning i skydækket bombeskytten kaptajn Kermit Beahan at få Nagasaki i bombesigtet som han havde fået besked på. Bomben, med en kerne af 8 kilogram plutonium-239, eksploderede 469 meter over byens industriområde, omtrent midtvejs mellem Mitsubishis stål- og våbenfabrik og samme virksomheds torpedofabrik — byens to primære militære mål.

Cirka 75.000 af Nagasakis 240.000 indbyggere blev dræbt øjeblikkeligt, og mindst lige så mange omkom senere af skader og strålesyge. Visse kilder taler dog om hvordan Nagasakis befolkning på en brøkdel af et sekund blev reduceret fra 422.000 til 383.000, svarende til 39.000 døde. Medregnet de der døde siden hen som følge af kræftfremkaldende radioaktive stoffer menes tabstallet at være mindst 100.000.

[redigér] Den tredje bombe

Den tredje atombombe ville have været kastet over Kokura af B-29-flyet The Big Stink d. 15. august. Det ville have været en plutoniumbombe a la Nagasakibomben. USA kunne fremstille plutonium nok til en bombe hver anden måned. US Armys chef George Marshall foreslog at man skulle atombombe områder, lige inden man gik i land.

[redigér] Eftervirkninger

Lige efter angrebene antændte den intense hede fra eksplosionerne hele bydele af træhuse. De som overlevede selve bomben og den efterfølgende brand, oplevede både umiddelbare og langsigtede eftervirkninger. I Japan omtaler man folk med skader fra atombomberne som Hibakusha (被爆者), og denne gruppe oplever problemer med social udstødelse.

Strålesyge slog 60.000 Hiroshima-borgere ihjel inden udgangen af året, og mange af de børn som blev født af overlevende efter angrebet havde kraftige misdannelser. Brandsår fra hændelsen, som for længst så helede ud, kunne pludselig svulme op og danne arvæv, og fra omkring 1950 skød antallet af leukæmi-tilfælde (blodkræft) i vejret, og fra 1955 steg forekomsten af flere andre kræftformer, herunder brystkræft, lungekræft og kræft i skjoldbruskkirtlen.

[redigér] Mindesmærke

Selve byerne blev genopbygget, og præges i dag af moderne japansk arkitektur. Men en del af de gamle ruiner er bevaret som et mindesmærke over atomangrebene, og for freden. Der findes også et museum der dokumenterer bomberne, og foran dette et parkanlæg med en ild der brænder for fred på Jorden. Et andet sted findes et mindesmærke tilegnet de børn der døde under angrebene.

[redigér] Debat om beslutningen om at bruge bomben

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki fremtvang den ønskede japanske kapitulation, men lige siden har der været en intens debat om rigtigheden i at bruge atomvåben. I det følgende opregnes nogle af de argumenter der er blevet fremsat for og imod beslutningen:

[redigér] Argumenter for angrebene

• Selv om Japans civile ledelse allerede fra januar 1945 havde udsendt diplomatiske meddelelser efter amerikanernes invasion af Luzon på Filippinerne, så var de militære ledere enige om ikke at indlede nogen som helst fredsforhandlinger før bomberne blev brugt.
• Selv om de civile ledere forsøgte at gennemføre hemmelige forhandlinger om fred, kunne Japan, der er et konstitutionelt monarki, ikke indgå nogen fredsaftale uden parlamentets enstemmige tilslutning. Parlamentet domineredes af militære personer fra hæren og flåden, som alle i begyndelsen var imod enhver fredsaftale. Det endte med et politisk "dødt løb" mellem de militære og civile parlamentsmedlemmer, alt imens militæret var mere og mere indstillet på at kæmpe til det sidste, uanset omkostninger og manglende udsigt til sejr.
• Historikeren Victor Davis Hanson har peget på den indædte modstand som japanerne gjorde, selv helt hen mod slutningen af krigen, uanset at deres muligheder for at vinde krigen var forsvindende små: I kampen om Okinawa omkom 12.000 amerikanske og 110.000 japanske soldater, blot 8 uger før krigens slutning. Og da Sovjetunionen den 8. august 1945 erklærede Japan krig og gennemførte et angreb under kodenavnet Operation August-storm, beordrede den japanske hær sine svækkede og dårligt udrustede enheder i Manchuriet til at kæmpe til sidste mand. Denne ordre blev fulgt bogstaveligt. Generalmajor Masakazu Amanu var overbevist om, at de forberedelser han havde iværksat i starten af 1944 skulle kunne modstå ethvert allieret angreb på selve Japan med minimale tab. Japanerne ville ikke overgive sig uden videre, i kraft af deres traditionelle stoltheds- og æresbegreber; mange fulgte samuraiernes kodeks om at kæmpe til det absolut yderste.
• Da det stod klart for japanerne hvad de var blevet ramt af i Hiroshima, nød de civile parlamentarikere stigende opbakning til deres synspunkter om at overgive sig og acceptere betingelserne i Jalta-traktaten.
• Ifølge nogle japanske historikere så de civile ledere i atomangrebene en mulighed for at overbevise de militære ledere om nødvendigheden af at kapitulere. "Koichi Kido", som var en af kejser Hirohitos nærmeste rådgivere, har udtalt at "Vi i freds-partiet fik assistance af atombomben i vores indsats for at afslutte krigen", og kabinetssekretær Hisatsune Sakomizu har kaldt bombningerne for "en enestående lejlighed sendt fra himlen, for Japan til at afslutte krigen". Ødelæggelsen af Hiroshima og Nagasaki gav fredsfortalerne chancen for at overbevise militæret om, at nok så meget mod, dygtighed og frygtløs kamp ikke ville kunne hjælpe Japan mod en atombevæbnet modstander. Akio Morita, der siden grundlagde virksomheden Sony, konkluderer også, at det var atombomberne og ikke konventionelle bomber fra B-29 Superfortress-flyene, der overbeviste det japanske militær om at gå ind for freden.
• Tilhængere af bombningerne påpeger også, at det ikke var omkostningsfrit for japanerne at tøve med at overgive sig: Titusinder døde hver uge som en direkte eller indirekte følge af allierede luftangreb med konventionelle bomber, og de allieredes landminer og ubåde havde afskåret Japan fra at importere varer. Dertil var en militær operation mod Japans jernbaner på vej, hvilket ville have afskåret den sydlige del af landet fra mad dyrket længere mod nord. I den tid der gik efter kapitulationen til hjælpen nåede frem til de besejrede japanere, ville dette have betydet massiv hungersnød og langt flere dødsfald end der faktisk skete — historikeren Daikichi Irokawa har anslået at omtrent ti millioner mennesker ville dø af sult.
• Amerikanerne regnede med at miste mange soldater under den endelige invasion, kaldet Operation Downfall, i selve Japan. Hvor store tab man forventede, debatteres stadig — nogle år efter krigen blev antallet af James Byrnes anslået til 500.000 dræbte; et tal der siden er blevet gentaget som "autoritativt". Men de militære planlæggere anslog tallet til alt mellem 20.000 og 110.000 dræbte ved en første landgang i Japan i november 1945, og tre-fire gange så mange sårede.
• Ved Anden Verdenskrigs afslutning, fremskyndet af atombomben, kunne hundrede tusinder af vestlige krigsfanger og indonesere befries fra japanske koncentrationslejre. Krigsafslutningen stoppede også japanske overgreb mod millioner af kinesere.
• Tilhængere af bombeangrebene peger også på en ordre fra det japanske krigsministerium fra 1. august 1944, som krævede at samtlige allierede krigsfanger i Japan, og dem var der 100.000 af, skulle henrettes hvis en invasion af selve Japan fandt sted.
• Som svar på argumenter om det inhumane i at slå så mange civile ihjel fremføres det, at den japanske regering førte en total krig, og beordrede mange af deres civile borgere, herunder kvinder og børn, til at arbejde i militære fabrikker og kontorer. Fader John A. Siemes, professor i moderne filosofi ved Tokyos Katolske Universitet og øjenvidne til atomangrebet på Hiroshima, skrev om dette spørgsmål, at "Det synes logisk for mig, at den som støtter total krig principielt ikke kan klage over krig mod civile"^[1].
• Nogle historikere hævder, at amerikanske militærplanlæggere ønskede at fremskynde krigsafslutningen for at hindre Sovjetunionen i at besætte dele af Japan.

[redigér] Argumenter imod angrebene

• Manhattan-projektet blev startet som et modtræk mod Nazi-Tysklands atombombeprojekt, så da tyskerne havde kapituleret, mente mange af de videnskabsfolk der havde bidraget til bombens konstruktion, herunder Albert Einstein, at USA ikke skulle være de første til at bruge dette våben. Leó Szilárd, som spillede en væsentlig rolle i udviklingsarbejdet, fremførte, at hvis det havde været tyskerne og ikke amerikanerne der brugte en atombombe mod en by, ville brug af kernevåben mod byer blevet kaldt en krigsforbrydelse, og de ansvarlige tyskere ville blive dømt til døden ved Nürnberg-processen.
• Brugen af atomvåben er blevet kaldt barbarisk, i og med at man bevidst bombede tætbefolkede områder, hvorved hundredtusindvis af civile blev dræbt. I dagene før angrebene argumenterede mange videnskabsfolk, heriblandt Edward Teller, for at demonstrere bombens ødelæggelseskraft for japanerne uden tab af menneskeliv.
• Nogle mener at brugen af atomvåben mod store civile befolkningsgrupper er en forbrydelse mod menneskeheden og en krigsforbrydelse — på den tid var brugen af giftige våben forbudt i følge internationale regler. Amerikanerne burde efter nogles mening have gjort mere for at undersøge virkningerne af bomben, herunder strålesyge og de slemme forbrændinger der følger af dens eksplosion.
• Nogen hævder at japanerne i praksis allerede var slået i krigen inden atomangrebene, som dermed forekommer unødvendige. I juli 1945 frarådede General Eisenhower krigsminister Henry L. Stimson at bruge bomben, og den højest rangerende officer i Stillehavskrigen, general Douglas MacArthur, blev ikke taget med på råd, men sagde efter krigen, at der ikke var nogen militær begrundelse for at bruge atombomben. Det samme mener en række af de højtstående officerer, der ledte den amerikanske krigsindsats i Stillehavet.
• Efter Japans kapitulation blev hundredvis af landets civile og militære ledere forhørt, og rapporten fra disse forhør konkluderer at japanerne med sikkerhed ville have kapituleret inden udgangen af 1945, sandsynligvis allerede inden 1. november, også selv om atomangrebene ikke var blevet brugt imod dem.
• Andre hævder at Japan mindst to måneder inden atomsprængningerne havde forsøgt at kapitulere under visse betingelser, men at amerikanerne afviste tilbuddet og insisterede på en kapitulation uden betingelser. Mens mange japanske diplomater var for kapitulationen, insisterede den militære ledelse på et afgørende slag på den japanske ø Kyushu, i håb om at kunne "sælge sig selv dyrt" ved en fredsforhandling derefter. Amerikanerne havde knækket japanernes kodesystem for kryptering af hemmelige meddelelser og kendte derigennem til det alt sammen. Så sent som den 9. august (dagen hvor Nagasaki blev ramt) var de øverste instanser stadigvæk i tvivl; man var enige om at insistere på at bevare kejserstyret, men "høgene" stillede krav imod en amerikansk besættelse af Japan og imod retssager mod krigsforbrydere. Først da Kejseren greb ind, blev beslutningen om betingelsesløs kapitulation truffet, og selv derefter var der kræfter der med et militærkup forsøgte at omgøre beslutningen.
• Nogle har fremført argumentet, at da Sovjetunionen erklærede Japan krig den 8. august havde Japan al mulig grund til at overgive sig til USA og acceptere betingelserne i Potsdam-deklarationen (plus Japans eget krav angående Kejseren) hurtigst muligt. Japanernes beslutning om kapitulation faldt før de blev klar over omfanget af det sovjetiske angreb på Manchuriet, Sakhalin og De kurilliske Øer, men var krigen fortsat, ville Sovjetunionn have haft tid til at besætte Hokkaido længe inden en allieret invasion på Kyushu.
• Andre japanske kilder hævder, at atombomberne ikke i sig selv var den primære årsag til kapitulationen, men at hurtige og afgørende sovjetiske sejre mod Japan i ugen efter Josef Stalins krigserklæring den 8. august fremtvang kapitulationen. Begge dele medvirkede naturligvis til beslutningen, men frygten for en eventuel sovjetisk besættelse vejede tungest.
• Mange kritikere mener, at USA havde skjulte motiver til at gennemføre angrebene, herunder at retfærdiggøre de 2 milliarder dollars der var brugt på Manhattanprojektet, ønsket om at afprøve bomben, at tage hævn for angrebene på Pearl Harbor og at demonstrere USA's nye våben over for Sovjetunionen. Forskere, der har arbejdet på projektet, har senere fortalt, at de var under pres for at færdiggøre bomben efter en fastlagt tidsplan — en tidsplan der var tilrettelagt, så bomben ville komme omtrent samtidig med Sovjetunionens eget angreb på Japan, og at krigen muligvis ville slutte meget hurtigt.
• Nogle fremfører, at mere kunne være gjort for at minimere tabet af menneskeliv ved angrebet, og argumenterer videre, at dette ikke ville hindre det, der var formålet med bomben. Men der er ikke noget bevis for at befolkningen forinden blev advaret, for eksempel med flyveblade, imod de kommende angreb. Tværtimod besluttede den ansvarlige komité ikke at udsende nogen forudgående advarsel. Først efter Hiroshimas bombning truede Truman Japan med en hidtil uset regn af ødelæggelse hvis ikke de omgående accepterede USA's krav. Den 8. august fik japanerne en advarsel med flyveblade og gennem Radio Saipan, om end Nagasaki først fik flyveblade om angrebene den 10. august.
• Beslutningen om at bombe Nagasaki blot få dage efter Hiroshima rejser hver sine spørgsmål. Nogle mennesker mener, at de fleste argumenter for brugen af atombomben ikke berettiger den anden bombe over Nagasaki. Kurt Vonnegut har sagt, at mens Hiroshima-bomben sikkert har reddet livet for hans venner i USA's væbnede styrker, så beviste Nagasaki-bomben at USA stadig var i stand til at udvise sanseløs grumhed.

[redigér] Referencer

1. ↑ "It seems logical to me that he who supports total war in principle cannot complain of war against civilians".