Arvid Richert

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Arvid Gustaf Richert (5. april 1887 - 22. august 1981) var svensk diplomat, embedsmand og landshøvding. Han var envoyé og ambassadør for Sverige i Berlin i perioden 1937-45, og han blev kritiseret for at være for tyskvenlig og for eftergivende over for det nazistiske styre. Han har dog også fået anerkendelse for sit bidrag til at holde Sverige neutralt gennem anden verdenskrig.

Med en juridisk kandidatgrad som baggrund gjorde Arvid Richert karriere i udenrigsministeriet. I den sammenhæng fungerede han som sekretær forskellige steder i Europa, inden han blev kontorchef i ministeriet. I 1937 blev han så udnævnt til ambassadør i Berlin, og han var en af kandidaterne, da man i 1939 fik brug for en ny og upolitisk udenrigsminister efter Rickard Sandler. Posten gik imidlertid til Christian Günther, men Richert havde tæt kontakt til denne, og derfor kunne den svenske regering allerede i marts 1940 få meddelelse fra Richert om den forestående tyske invasion af Norge og Danmark.

Efter invasionen kunne han også informere om øgede tyske krav mod Sverige, heriblandt transit af tropper og materiel fra Norge via Nordsverige til Finland. Richert advarede meget udtrykkeligt om farerne for at inddrage Sverige i krigen mod tyskerne, hvis ikke kravene blev imødekommet. Efter krigen viste det sig, at en af hans medarbejdere havde været Gestapospion, og selv om han personligt blev frifundet for så nære kontakter, hang mistanken om tyskvenlighed ved ham.

Mod krigens slutning var Richert med til forberedelsen af evakueringen af skandinaviske krigsfanger med de hvide busser.