Magtadskillelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Magtadskillelse eller magtdeling er navne for idéen om, at magten i en stat forfatningsmæssigt skal deles mellem to eller flere (mere eller mindre) uafhængige magtpoler, for at disse skal opveje og kontrollere hinanden og sikre, at en person eller gruppe ikke får for meget magt. Magtens poler er som regel en udøvende magt (præsident, regering etc), en lovgivende magt (parlament) og en dømmende magt (domstolene).

Sammenlign med parlamentarisme.

[redigér] Oprindelse

Ideen om at forskellige funktioner skulle varetages af forskellige, uafhængige institutioner stammer fra Aristoteles' Politica (ca. 350 f.kr.), og tankerne herfra blev genoptaget i det 16. og 17. århundrede af blandt andre James Harrington og John Locke. Når man taler om magtdeling som begreb tænker man imidlertid som hovedregel på Montesquieu. Montesquieu var optaget af at bevare politisk frihed og at undgå magtmisbrug. "For at undgå dette misbrug er det nødvendigt [...] at en magt kontrollerer en anden". I værket De l'esprit des lois (Om Lovenes Ånd) fra 1748 gav han sin berømte skildring af Englands forfatning (en ganske vist ukorrekt skildring), og formulerede på baggrund heraf sin konstitutionelle statsforfatningsteori med adskillelsen af de tre magtfaktorer: den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. Denne tredeling af magten havde stor indflydelse på Den franske revolution og på strukturen i USA efter uafhængighedserklæringen. Også princippet om checks and balances, der ofte anvendes til at beskrive magtdelingen, stammer fra Montesquieu. Princippet fortæller, at én myndighed har mulighed for at kontrollere en anden myndighed og mulighed for at anvende sin magt til at begrænse andre myndigheders magt.

[redigér] Magtadskillelse i Danmark

I Danmark er der på det statslige niveau en opdeling mellem den lovgivende magt (principielt Folketinget og kongen i forening), den udøvende magt (kongen, det vil sige regeringen og underorganer) og den dømmende magt (domstolene). Det er værd at bemærke, at den udøvende magt er en del af den lovgivende magt, og at regeringen principielt kan blokere for lovforslag. Dette lever ikke helt op til Montesquieus ideal om en skarp adskillelse. Imidlertid har Danmarks regeringer generelt set været enten flerparti-regeringer eller mindretals-regeringer (og som regel begge dele), hvilket medfører at den lovgivende magt alligevel har muligheden for at kontrollere den udøvende. Ofte har kontrollen bestået i, at et flertal udenom den siddende regering pålægger regeringen at føre en specifik politik (fodnotepolitikken er et eksempel), eller mere vidtrækkende gennem pressionsmidlet motiveret dagsorden (også kaldet mistillidsvotum), ifølge hvilket en siddende minister (gælder også statsministeren) aldrig kan blive siddende imod et flertal i folketingets ønske.

Repræsentanter for domstolene kritiserer med jævne mellemrum Folketinget for at overskride magtdelingen, nyere eksempler kan være "rockerloven", der øger domstolenes mulighed for at straffe personer med tilhørsforhold til et specifikt miljø, eller tvindlovgivningen, der også gav særlige beføjelser. I sagen om tvindloven endte Højesteret med at kende loven ugyldig, da den i praksis var en retlig afgørelse, og dermed lå under den dømmende magts kompetenceområde. Siden er det blevet almindeligt accepteret inden for den juridiske teori, at domstolene har ret til at kontrollere og evt. at underkende lovgivning, der kommer fra Folketinget, såfremt domstolene finder den grundlovsstridig.

Pressen omtales af og til som "den fjerde statsmagt", idet pressen kan have stor indflydelse på befolkningens holdning til enkeltsager eller til den siddende regering i al almindelighed. Pressen kan dog udelukkende siges at have en "checks"-funktion og ingen "balance"-funktion, idet pressen ikke har mulighed for at begrænse magtanvendelse.

Folketingets ombudsmand kan også betragtes som en fjerde (eller femte) statsmagt. Folketingets ombudsmand har en uafhængig kontrolfunktion af den udøvende magt og kan selv beslutte, hvilke sager, han ønsker at undersøge. Folketingets ombudsmand har en klar "checks"-funktion, idet ombudsmanden kan afkræve offentlige myndigheder dokumenter, sagsakter og så videre, og har adgang til samtlige lokaler på ethvert offentligt tjenestested. Endvidere har ombudsmanden en vis "balance"-funktion, idet han kan indkalde personer til retten og afkræve myndigheder udtalelser. Ombudsmandens afgørelser er altid vejledende, men tillægges i reglen stor vægt.