Loke
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Loke er en jætte i den nordiske mytologi. Han bor i Asgård og alle guderne respekterer ham, for han har blandet blod med selveste Odin. Trods det er Loke i mange tilfælde kilden til mange problemer i den nordiske mytologi. Loke betyder den svigefulde, og opfylder rollen som trickster i den nordiske mytologi.
Loke er f.eks. far til de tre største monstre: Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel, som han har med Angerboda. Alle tre monstre spiller fremtrædende roller ved Ragnarok, hvor de hver slår nogle af de mægtigste guder ihjel.
Desuden har Loke sønnerne Narfe og Vale med sin kone Sigyn og sønnen Sleipner med hingsten(!) Svadilfare. (Se Muren omkring Asgård.)
Ud over det har Loke tit en finger med i spillet, når noget går galt. F.eks. i myten om Tjasse hvor Idun og hendes fortryllede æbler blev bortført til Udgård, og da Sif mistede sit hår. Ofte har Lokes gale streger dog en tendens til at ende med held i uheld - eksempelvis fik Sif erstatning i form af et fortryllet guldhår. I samme omgang fik Asgård flere nye fortryllede skatte.
Loke er ikke entydigt ond. I Tors brudefærd redder Loke Thor ud af et par farlige situationer, og i føromtalte myte om Tjasse får Loke Iduns livsæbler tilbage til Asgård.
Loke er omtalt utallige steder i kilderne; i den ældre Edda har han sit helt eget digt - Lokes skænderi - der egentlig er et skuespil, hvor han dukker op som uvelkommen gæst til en fest og giver samtlige de tilstedeværende guder og gudinder tørt på - Odin anklages for transvestitisme, Freja for blodskam osv. osv. osv. - indtil Thor jager ham bort.
Lokes største synd i den nordiske mytologi er den rolle han spiller i Balders død. Efter Balder drømmer om sin egen død, tager Frigg, Balders moder, alle ting i ed på, ikke at ville skade Balder. Hun glemmer dog misteltenen. For at fejre Balders tilsyneladende uskadelighed skyder guderne til måls efter ham. Den blinde Høder ønsker at være med i legen og Loke i kvindeskikkelse forsyner Høder med en pil af mistelten. Pilen træffer Balder og han falder om død. Efter Balders færd til dødsriget opsøger Hermod Hel for at forsøge at få Balder tilbage. Hel stiller de betingelser at hvis alle og alt i verden vil begræde Balders død, vil han få lov at forlade dødsriget. Loke i skikkelse af den gamle kælling Tøk nægter dog at begræde Balder. Guderne regner hurtigt ud at det var Loke i forklædning, hvorefter de fanger ham og udtænker en passende straf.
[redigér] Lokes straf
Lokes straf er omtalt i Vølvens spådom, i prosa-ledsageteksten til Lokes skænderi samt i Gylfaginning:
Loke ender med at blive straffet brutalt for alle sine ugerninger (Balders død var dråben, der fik bægeret til at flyde over). Guderne bliver så vrede på ham, at de lænker ham i en hule i et bjerg i det vilde Udgård. Han står med møllesten om halsen, om maven og om knæene, så han ikke kan røre sig. Her lever han uden vådt eller tørt og ikke nok med det. For at sikre sig at Loke ikke vil bryde sine lænker bandt aserne ham med hans søns, Narfes, tarme. Aserne vil dog ikke gøre sig skyldige i mord så de forvandler Narfes bror Vale til en ulv og venter på at de to brødre skulle komme op at skændes, som brødre jo gør en gang imellem. Vale som ikke er bekendt med sin nye styrke som ulv sønderrev Narfe og aserne tager hans tarme. Desuden placeres over Lokes hoved en kæmpe orm (en slange), som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er meget pinefuldt og Loke ryster og skælver, når det sker, så hele bjerget ryster med. Det er i mytologien herfra at jordskælv stammer.
Lokes kone, Sigyn, elsker ham så højt, at hun er fulgt med til hulen. Indtil Ragnarok står hun og holder et kar, der opsamler giften, før den når Lokes hoved. Men af og til må hun tømme karret og så skælver Loke og hele bjerget igen.
Slangen over Lokes hoved var Skades idé. Hun har aldrig tilgivet ham efter Tjasses død.
[redigér] Se også