Lítla Dímun

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Lítla Dímun, læs luitla duimun er den eneste ubeboede ø på Færøerne og ligger mellem Stóra Dímun og Suðuroy og tilhører Hvalba kommune.

Position: 61°38′00″N 6°42′30″W
Areal: 0,82 km²
Indbyggere: 0
Fjeld: Rávan, 414 m

Lítla Dímun hører historisk-geografisk til naboøen Stóra Dímun og er beliggende øst for Sandoy og Hvalba på Suðuroy. Sprogforskere siger, at navnet Dímun har keltisk oprindelse. Første del af ordet, dí eller di, betyder to, mens sidste del, mun, er en rest af det keltiske ord muinn, som betyder nakke, ryg eller høj. Dvs. at Dímun betyder to nakker, to rygge eller to høje.

Øen er tilholdsted for mange søfuglearter og bruges til sommergræsning for ca. 300 får. Det årlige overskud i form af lam og får hentes i fællesskab hjem om efteråret og fordeles ligeligt mellem anpartshaverne. Øen er kendt for sit gode græs og fårene for deres gode kødkvalitet. Ejerne, dvs. fåreavlerne i Hvalba kommer jævnligt på øen, og der er 3 hytter, hvor de besøgende kan gå i læ eller overnatte. I maj måned 2006 har de første turister boet en uge på øen.

[redigér] Historie

Den isolerede ø har aldrig været beboet af mennesker. Allerede færingesagaen omtaler, at der holdes får på øen.

Lucas Debes berettede 1673 om får af den oprindelige nordisk korthalede race på øen. Fårene lignede mere geder, havde sort korthåret uld og var mindre end fårene i dag. De var vilde og derfor vanskelige at få fat på. I 1860-erne blev de sidste af den gamle stamme skudt. De får, som man ikke fik fat på, blev skudt ned. Det samme er hændt i 1920 og 1990. Nogle år efter, at øen var solgt, blev denne race udryddet. Tre udstoppede eksemplarer af racen findes på Føroya Fornminnissavn i Tórshavn

Flere forskere mener, at grunden til, at fårene blev sorte er, at de sorte får er mere frugtbare, når fårene lever vildt. Det samme kan påvises på øen St. Kilda vest for Skotland.

Den 24. juni 1584 skete her et grindedrab, hvor 4 grindehvaler blev dræbt. Det er begyndelsen af verdens ældste jagtstatistik, som føres til i dag. Statistikken over grindedrab på Færøerne viser, at den var også var det eneste grindedrab ved Lítla Dímun. Derfor er denne enestående begivenhed optegnet, for der findes overhovedet ingen bugt eller strand, hvor et fornuftigt og traditionelt grindedrab er muligt at gennemføre.

I 1918 udspillede der sig en dramatisk strandingshistorie på Lítla Dímun. Den danske skonnert "Casper", der var på vej fra Spanien til Vágur med en ladning salt, blev på disse kanter overrasket af en forrygende orkan, som netop drev den ind under Lítla Dímun.

I sidste øjeblik lykkedes det styrmanden at nå land med en line om livet og få resten af besætningen ind.

Her krøb de seks mænd sammen på en smal klippeafsats i storm og kulde, lige over den voldsomme brænding og resterne af deres skib.

Proviant havde de intet af, og kaptajnen var oven i købet ret hårdt kvæstet. Man gjorde forsøg på at redde et par kasser fra skibet, men forgæves.

Forsøgene førte efterhånden til, at man blev dristigere til at færdes på klipperne. Omtrent halvvejs mellem klippens fod og dens top fandt man en hytte med tændstikker, ildsted og brændsel og en smule tran til en lampe. og mens man endnu havde lidt kræfter i behold, lykkedes det mændene at fange to får og en syg fugl.

Efter sytten dages forløb opdagede en færøsk fisker dem endelig, og nogle timer senere blev de reddet. Én af de skibbrudne bosatte sig på Færøerne.

[redigér] Fåreture

Hvert efterår tager ca. 40 drenge og mænd med en fiskekutter og to robåde på slæb ud til Lítla Dímun for at hente fårene. Landgangen sker fra de typiske færøske robåde. Der er flere landgangssteder, som benyttes under hensyntagen til strømforholdene på det givne tidspunkt. Mændene er udstyret med lange stave, kaldet "det tredje ben", og uldsokker om støvlerne for ikke at glide på de stejle klipper under den vanskelige opstigning. Der bruges ikke reb, men man har lært af generationers erfaring, så ulykker i nutiden sker sjældent.

Nede fra kutteren følges sammendrivningen af fårene højt oppe med spænding. Af sikkerhedsgrunde følger kutteren folkene hele øen rundt. Hver mand kender sin opgave, og man hører sjældent lederens kommando. I 100-300 meters højde dannes langsomt en menneskekæde med net imellem sig. På denne måde drives fårene med solen rundt om øen mod en fårefold på nordsiden.

Det sker undertiden, at en gruppe af de mere intelligente får undgår at blive fanget. For at undgå at en stærk gruppe af vildfår opstår, skyder man med jævne mellemrum de genstridigste. Af og til lykkes det folkene at jage ca. 20 får ud på en smal sti, der ender ved afgrunden. En mand får til opgave at hente fårene, og det ser livsfarligt ud, når han går ud på den smalle sti med 2-300 m ned til havet. Der er ikke plads til at binde fårenes ben, så fåret bliver taget op på nakken, hvorefter han drejer rundt og forsigtigt går tilbage ad afgrundsstien.

Sent på dagen hejses fårene, fem ad gangen, de 40 meter ned til den ventende robåd med en besætning på fire. Fårene landes forsigtigt på et blødt underlag i bunden af robåden. Femten får i alt er der plads til. Efter en hård rotørn landes fårene vel oppe på kutterens dæk. På grund af de uvante forhold er fårene helt lamslåede og passive og stiller sig tæt sammen på fiskekutteren. Hvilken kontrast til den hurtighed, de viste i deres naturlige område!

Sent om aftenen efter at kutteren igen er nået hjem til Hvalba, er mange kommet ned på kajen for at overvære ankomsten. Fårene løftes i land, vejes, placeres systematisk i lige rækker og fordeles til de forskellige ejere.