Knud 6.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Knud 6.s segl fra 1190'erne er den tidligst kendte gengivelse af Danmarks rigsvåben. Den eneste kendte kopi af dette segl blev fundet i 1879 i det storhertugelige arkiv i Mecklenburg-Schwerin, Tyskland. Bemærk også kongens lukkede krone, der afviger fra kronerne på hans efterfølgeres segl.^[2]

Knud 6. (1163 - 12. november 1202) var konge af Danmark 1182-1202. Han var søn af Valdemar 1. den Store og blev som 7-årig kronet og salvet som sin fars medkonge, for at kongemagtens forbliven i slægten kunne sikres. Efter faderens død i 1182 blev den 19-årige Knud formelt konge. Reelt var det biskop Absalon, som regerede på hans vegne.

På udenrigsfronten nægtede Knud at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa. I stedet lykkedes det ham i 1185 at besejre hertug Bugislav, den slaviske hersker over Pommern, som nødtvungent måtte anerkende dansk overhøjhed. Herved flyttedes Danmarks grænse til Elben. I 1197 foretog Knud et korstog til Estland.

Efter successen mod syd begyndte Knud udover sin danske kongetitel at benytte titlen "de venders konge". Selvom herredømmet over Mecklenburg, Pommern og de obroditiske områder i Nordelbingen ophørte i 1220'erne, vedblev danske konger til og med Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".

Livet igennem stod han i skyggen af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar (Sejr). Den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt under Knud 6. Han giftede sig i 1177 med Gertrud, datter af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

Artiklen om den kongelige eller fyrstelige Knud 6. kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.