Holger Danske
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
- For alternative betydninger, se Holger Danske (flertydig). (artikler, som begynder med Holger Danske)
Holger Danske er en dansk sagnhelt. Beretningerne om hans oprindelse findes i de tidlige europæiske kvad og heltedigte kendt som chansons de geste. Han optræder første gang i Rolandskvadet fra midten af det 11. århundrede som en af Karl den Stores riddere under navnet Oger le Danois.
Fra starten af 13. århundrede findes kvadet La Chevalerie d'Ogier de Danemarche hvor Holger Danske er titelpersonen (nu kaldet Ogier). I kvadet er han søn af den danske konge Gudfred og bliver udleveret til den franske kong Karl den Store som gidsel for freden. Da Gudfred bryder freden, skal Ogier dræbes, men Karl den Stores hofdamer beder indtrængende om, at hans liv blev skånet, fordi de godt kunne lide ham, og da han jo ikke er skyldig i sin fars handlinger, bliver han skånet. Senere i det 13. århundrede findes kvadet Les Enfances Ogier hvor Ogier portrætteres som en ærværdig ridder ved Karl den Stores hof, der i slutningen af kvadet fører den frankiske hær til sejr over saracenerne.
I nordisk litteratur dukker Holger Danske op i kvad inspireret af det franske, første gang i Karlemagnússaga under navnet Oddgeir danski.
Der findes flere vandrehistorier om ham, og han optræder (p.g.a. Rolandskvadet) som helt i det traditionelle marionetteater på Sicilien.
I Skævinge Kirke i den nordsjællandske landsby Skævinge findes et for kalkmalerier enestående afbildning af Holger Danske, det er malet i 1500-tallet.
I romantikken genoplivedes historierne i en ny nationalromantisk udgave af bl.a. B.S. Ingemann: link til Kalliope
I vores tid har forfatteren Ebbe Kløvedal Reich brugt figuren i sine gendigtninger af danmarkshistorien.
[redigér] Statue af Holger Danske
I 1907 bestilte Hotel Marienlyst i Helsingør en bronzestatue af Holger Danske. Billedhuggeren Hans Pedersen-Dan skabte først en stor gipsfigur, som dannede grundlag for støbeformen til den rigtige statue. Denne gipsfigur blev placeret i Kronborgs kassematter, og blev langt mere berømt end den færdige statue. I 1985 var gipsfiguren så ødelagt af fugt, at den blev udskiftet med en kopi i beton.
Sagnet siger, at når Danmark stander i våde, så vil Holger Danske vågne op til dåd.