Danmarks kolonitid
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Danmarks kolonirige indledtes i 1600-tallet med, at Christian 4. mente, det var Danmarks tur til at tjene penge på den indbringende verdenshandel. Det skulle ske ved oprettelse af kolonier i Afrika, Fjernøsten og Den Nye Verden. Af hvilken den sidstnævnte blev opdaget i 1492 af Christoffer Columbus.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Vendertogene
Venderne var et slavisk stammefolk, der levede langs med Østersøens sydlige kyst - endnu hedninger, men under hårdt pres fra omboende folk - tyskere, danskere og polakker, der alle stræbte efter at omvende dem til Kristendommen og kolonisere de tyndt befolkede vendiske egne. Omkring 1160 stod det klart, at venderne var på nippet til at bukke under for det tyske pres, idet en massiv tysk emigration gradvis flyttede Tysklands grænser østpå. De danske konger Valdemar I den Store og Valdemar II Sejr skød Danmarks grænse frem til Elben, da Tyskland led under indre stridigheder. Videre førte de militære bedrifter til erobring af Estland, der som det eneste blev på danske hænder efter at Valdemar Sejr var kidnappet i 1223.
[redigér] Tidlige norske kolonier
Ved Kalmarunionens oprettelse i 1397 medbragte Norge sine kolonier i Det nordlige Atlanterhav: Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island, og Grønland, som var etableret under højmiddelalderen og var en del af Norgesveldet. Kolonierne forblev formelt og praktisk set under norsk overherredømme, som en del af kongeriget Norge indtil Reformationen og opløsningen af det norske Riksrådet efter Grevens Fejde i 1536. Da blev Norge og dets kolonier administreret som danske provinser, direkte underlagt den danske konge i unionen Danmark-Norge.
I 1468 blev Orkneyøerne og Shetlandsøerne pantsat til Skotland som betaling af medgiften ved ægteskabet mellem Jakob 3. af Skotland og Margrete, datter af kong Christian 1.. Eftersom pantet aldrig blev indløst, trods flere danske forsøg, har øerne siden tilhørt Skotland.
Siden 1410 var der ingen kendt kontakt mellem nordboere på Grønland og resten af Danmark-Norge, og de antages uddøede omkring 1450. Den nye kolonisering af Grønland startede i 1721, med oprettelse af handelsposter og kolonier, bl.a. for at finde de nordboere, som man vidste havde boet der i højmiddelalderen.
Ved Freden i Kiel i 1814 blev de norske kolonier beholdt af Danmark, og kom nu i direkte statsretlig forbindelse med Danmark. Selv om disse lande gennem mange år var blevet administreret fra København, tilhørte de formelt Norge indtil 1814.
[redigér] Indien
Danmarks første fastlandskoloni var i det sydøstlige Indien, hvor en dansk flåde med rigsadmiral Ove Gjedde erhvervede land fra fyrsten af Tanjore i 1620. Kolonien fik navnet Tranquebar eller Trankebar. Danmark beholdt Trankebar, selv om den aldrig blev en guldgrube for danske oversøiske handel. I 1755 blev landsbyen Serampore overdraget til Danmark og senere også landsbyerne Achne og Pirapur. Disse ligger ca. 25 km nord for Calcutta. Her blev i 1829 etableret et dansk universitet, som fungerer endnu i dag. Der findes flere lignende kolonier, de såkaldte bengalske loger, som blev anvendt til handel med meget svingende udbytte. Alle de danske koloniale besiddelser i Indien blev solgt og overgivet til Indiens herskende koloniherre, Storbritannien, d. 7. november 1845, mens man beholdte ø-gruppen Nicobarerne, som også gik under det danske navn Frederiksøerne. Op til d. 16. oktober 1869 havde danskerne beholdt rettighederne til ø-gruppen Nicobarerne. Her forsøgte man på flere koloniseringsforsøg. Disse gentagne forsøg mislykkede, dels p.g.a af udbrud af malaria, hvilket førte til at rettighederne til øerne blev solgt til Storbritannien.
[redigér] Caribien
Danmark erhvervede en ø i Caribien ved navn Sankt Thomas i 1671, Sankt Jan (i dag Saint John) i 1718, og i 1733 købte Danmark Sankt Croix af Frankrig. Øerne blev en blomstrende forretning for Danmark, især på grund af den meget givtige sukkerproduktion. I 1848 blev slaveriet ophævet. Øerne løb efterhånden ind i en økonomisk krise, især på grund af faldende sukkerpriser. Allerede i 1867 var der sonderinger, med henblik på, at få øerne solgt. Det lykkedes først i 1917, da USA købte de tre øer for 25 millioner dollars. USA ville bruge øerne til flådebase og anerkendte Danmarks krav på Grønland, der tidligere var et stridspunkt mellem landene. Desuden skulle USA også hjælpe Danmark med at få Sønderjylland tilbage efter 1. verdenskrig.
[redigér] Afrika
I Afrika købte man forskellige handelsområder, og der oprettedes mindst tre handelsstationer og et fort på Guldkysten, nærmere bestemt Ghana. De tre handelsstationer blev kaldt for Fort Fredriksborg (Kpompo), Fort Christiansborg, (ved Accra i 1661) og Frederiksberg. Men der var også tale om 4 andre forter. Fort Prinsensten oprettet i 1784, Fort Augustaborg fra 1787, Fort Fredensborg og Fort Kongensten, flere af disse er i dag ruiner. Af disse 7 forter eksisterer kun Fort Christiansborg, som også er den ghanesiske præsidents bolig i Ghana. Danskerne prøvede at lave plantager i Fredriksborg, men det mislykkedes. Dog prøvede de mægtige afrikanske høvdinger at fjerne de europæiske forter langs hele Guldkysten. Fort Christansborg blev fra 1685 hovedkvarteret for danske interesser i Afrika og afskibningen af slaver til de Dansk Vestindiske Øer. I 1807 var de afrikanske handelspartnere underkuet af Ashantistammen, og i 1807 var de danske handelsstationer forladt. Danmark solgte sine forter ved Guldkysten til Storbritannien i 1850.
[redigér] Slavehandel
Den danske trekanthandel startede i København eller Flensborg, hvor skibene sejlede til Fort Christiansborg lastet med efterspurgte varer, navnlig håndskydevåben. Dem solgte man så til kystens høvdinger, som leverede slaver i stedet. Det var praktisk, at besiddelsen af skydevåben gav disse høvdinge mulighed for at besejre deres fjender længere inde i landet og således tage krigsfanger, som igen kunne sælges. Slaverne blev sejlet til Vestindien og afsat til de danske og udenlandske plantageejere på de dansk-vestindiske øer, hvor der så kunne oprettes sukkerplantager. Øerne var ikke større end Møn, men inden for det danske monarki fandtes der ikke en større befolkningstæthed eller et område med større afkast. Trekanthandelen sluttede igen i København eller Flensborg, hvor man udskibede råstoffet, der blev anbragt i Vestindisk Pakhus. Sukkeret blev behandlet i de københavnske sukkerraffinaderier.
Det dansk-norske slaveskib Fredensborg er genfundet som vrag ved Arendal i Norge, og en udstilling om skibets sidste rejse kan ses på amtsmuseet i byen.
Den danske finansminister foreslog ca. 1790, at man skulle forbyde slavehandel, fordi den var på retur, og der skulle laves en plan for de nuværende slaver i de danske kolonier. Danmark blev derved det første land i verden, som så tidligt som i 1792 forbød slavehandel. Men forbudet ville først have effekt i 1802. Danske og norske skibe transportede omkring 85.000 - 100.000 afrikanere på mere end 340 transatlantiske rejser.
I København kom størsteparten af rigdommene fra trekanthandelen et fåtal af byens borgere til gode, f.eks. familien Schimmelmann, der fik råd til at bygge det overdådige Schimmelmannske palæ i Bredgade, som senere hen købtes af Odd Fellow Logen, det nuværende Odd Fellow Palæ.
[redigér] Grønland
Efter Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721, oprettedes flere steder. Kolonien Godthaab er den første, anlagt i 1728, efterfulgt af andre kolonier, med det formål at indhandle skind, spæk, elfenben og andre varer. Det var forbudt for den indfødte befolkning at handle med andre end Den Kongelige Grønlandske Handel og det danske styre slog hårdt ned på den såkaldte tuskhandel med andre nationaliteter såsom portugiserer og hollændere.
Kolonien Godhavn i Diskobugten blev specielt brugt til indhandling af hvaler. Af andre kan nævnes Frederikshåb, Christianshåb, Holsteinsborg, Jakobshavn og Julianehåb.
Ved siden af handel var kolonierne oprettet med henblik på missionering. Missionen lå under den Danske Kirke. Men der var også andre kristne grupperinger i Grønland. Blandt andet den tyske Brødremenighed Hernnhut. Disse havde tre vigtige steder; syd for Godthaab, Umanak i Godthaabsfjorden og Liechtenau i Sydgrønland.
Under den såkaldte Grønlands Styrelse, blev befolkningen inddelt i tre grupper: Danskere, indfødte og blandinger. Blandinger havde nogle af de samme privilegier som danskerne.
Den sidste koloni - Grønland får hjemmestyre
Den sidste rest fra den danske kolonitid forsvandt med vedtagelsen af den ændrede grundlov 5. juni 1953. Fra denne dato var Grønland ikke længere i lovens forstand en koloni, men ændrede status til at være et dansk amt. Med Folketingets vedtagelse af hjemmestyreloven i 1978 fik Grønland 1. maj 1979 hjemmestyre. Dermed blev Grønland efter mere end 550 år som koloni en del af Rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.
[redigér] Se også
- De dansk vestindiske øer | Danmark | Dannebrog | Serampore (Frederiksnagore) | Trankebar | Guldkysten | Grønland
[redigér] eksterne links
- List of Danish colonial possessions Engelsksproget liste over danske koloniale besiddelser.
