København-Slangerup Banen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
København-Slangerup Banen (KSB) var en dansk privatbane, der i dag er omdannet til S-banen Hareskovbanen.
København L (Lygten)-Farum 20. april 1906
- Længde: 20,5 km
- Sporvidde: 1435 mm
Farum-Slangerup 20. april 1906 - 22. maj 1954
- Længde: 13,7 km
- Sporvidde: 1435 mm
Slangerupbanen overgik til DSB pr. 1. april 1948 og strækningen København-Farum blev omdannet til S-bane (dobbeltsporet) i 1977 med tilslutning til S-banenettet ved Svanemøllen.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Historie
[redigér] Forhistorie
Lige siden Nordbanen mellem København via Hillerød til Helsingør blev åbnet i sin fulde længe i 1864, havde der raset en kamp i Nordsjælland om nye jernbaneprojekter. Årene gik, og det centrale Nordsjælland og Slangerup var fortsat uden jernbaneforbindelse – først og fremmest på grund af politiske og økonomiske slagsmål. Så tabte nogle af de potentielle jernbaneinvestorer tålmodigheden. I 1904 etablerede de derfor en af Danmarks første rutebilrute, der gik fra sporvejslinie 5's daværende endestation på Bispebjerg i København og via Farum til Slangerup. Ruten blev befaret af store, fabriksnye benzindrevne franske omnibusser. Billetpriserne var skyhøje, men ruten blev en succes.
I erhvervskredse havde der været flere forsøg på at skabe en jernbaneforbindelse fra Hundested via Frederiksværk til København – helst via Slangerup, da det ville give den korteste strækning. Imidlertid blev erhversmand og admiral Andreas du Plessis de Richelieus opmærksomhed blev henledt på en uudnyttet jernbanekoncession, der gav tilladelse til jernbane fra København via Værløse til et ikke nærmere fastlagt punkt i det centrale Nordsjælland. At slutpunktet ikke var fastlagt af Rigsdagen gjorde koncessionen interessant, og admiralen fik hurtigt udnyttet koncessionen. Imidlertid gik der politik i sagen, så der kunne ikke fastlægges et endeligt slutpunkt inden koncessionen udløb. Dette usikkerhedsmoment bevirkede, at admiralen ikke uden videre ville poste egne penge i foretagendet. Jernbanen blev derfor finansieret via en særpræget jernbanegrundskyld, hvor kernen i idéen var, at en tredjedel af den værdistigning, der med jernbanens komme ville ske på de berørte lodsejeres ejendomme, skulle indefryses som en særlig 30-årig prioritet i ejendommene. Med disse prioriteter som sikkerhed kunne den nødvendige investeringskapital så udlånes fra admiralens egne banker (Landmandsbanken og Privatbanken).
Jernbanen blev åbnet 20. april 1906.
[redigér] Forlængelsen der aldrig kom
Lige fra åbningsdagen og frem til nedlæggelsen stod der, hvor sporene sluttede mod vest på Slangerup Station, et indkørselssignal for tog fra vest mod København – altså tog fra Frederikssund, Frederiksværk eller Hundested til København! Admiralen havde nemlig en vision:
Tanken var, at skabe en privatejet forbindelse med tog fra København via Slangerup til en privatejet udskibnings- og færgehavn – helst Hundested. Admiralen ville så bygge en jernbanefærge på sit B & W Skibsværft, der skulle sejle fra Hundested til Grenaa under admiralens DFDS-flag, hvorfra togene skulle køre videre til en færgehavn i Nordjylland. Videre herfra igen under DFDS-flag på en B & W-bygget færge til en havn i Norge og videre med tog til Trondheim. Herfra skulle det så være nye B & W-byggede skibe, der under vennen og samarbejdspartneren H. N. Andersens ØK-flag skulle sejle videre til Færøerne, Island, Grønland og USA. Det skulle selvfølgelig finansieres via admiralens egne banker.
Visionen voksede sig større endnu, for krigsministeriet ønskede anlagt en jernbane efter militære forskrifter udenom København som led i et fremskudt landforsvar for landets hovedstad. Statsbanerne blev involveret i projektet, og strækningen skulle forbinde havnen i Karrebæksminde i syd med Helsingør i nord. Projektet blev senere kendt under navnet Den Midtsjællandske Jernbane. Statsbanerne valgte så siden hen en lidt anden løsning, idet man ønskede direkte tog fra Berlin via Gedser og udenom København, der var en flaskehals, og op igennem Hornsherred via Skibby, Frederikssund, Slangerup, Uvelse, Hillerød, Fredensborg, Helsingør og videre til Stockholm. Det meste af strækningen blev også bygget færdig og kom i drift. Admiralen så naturligvis et perspektiv i, at gøre Slangerup på hans egen jernbane til det centrale knudepunkt for disse to store internationale trafikkorridorer. Derfor var det også vigtigt for ham, at have den afgørende indflydelse på, hvad der skete i Slangerup by. Stationsforstander N. P. E. Blangsted, der var ansat af admiralen personlig, blev også valgt til sognerådsformand i Slangerup. Admiralen optrådte på den måde gennem mange år i kulisserne som Slangerups diskrete bykonge.
I årevis kæmpede admiralen og hans tro væbner, stationsforstander Blangsted, først for at få rettighederne til jernbanen fra Frederiksværk til Hundested, senere for at købe både den og Hillerød-Frederiksværk Jernbane - eller i det mindste at overtage driftskontrakterne for disse baner, så de kunne føres udenom Hillerød og i stedet til Slangerup og derved til København. Poitikkerne i Hillerød Byråd og Frederiksborg Amtsråd modarbejdede med held disse planer fra admiralens side. Kjøbenhavn-Slangerup BAnen A/S blev aldrig forlænget. Jernbanen kom aldrig til at gå længere end til Slangerup.
På statsbanen Den Midtsjællandske Jernbane blev det sidste korte stykke mellem Frederikssund og Hillerød aldrig færdiggjort til den planlagte indvielse i 1936. Tværtimod blev hele banen fra Ringsted til Frederikssund nedlagt samme år.
Admiralen havde givet op i 1929 dels på grund af svigtende helbred, dels fordi de politiske realiteter gik hans storslåede visioner imod.
I 1929 købte kommunerne langs København-Slangerup Banen jernbaneselskabet og drev herefter jernbanen videre som kommunalt trafikselskab. Gladsaxe Kommune blev dominerende ejer med 60% af aktiekapitalen. 1. april 1948 overdrog kommunerne jernbanen til DSB, som i 1954 afkortede banen ved at lukke strækningen mellem Farum og Slangerup.
Lukningen af strækningen skulle kun have været midlertidig. Planerne var, at man i 1961 skulle begynde at bygge jernbanen fra København til Farum om til elektrisk drift med S-tog. I 1964 skulle man begynde på videreførelsen fra Farum via Slangerup til Frederikssund – også med S-tog. Alle banearealerne henlå reserveret til dette formål. Desværre var man i Farum ”kommet til” at sælge DSB’s arealer og bygge boliger i området. Planerne blev derfor lagt ned i skuffen igen. Dog er de med jævne mellemrum dukket op – senest ved regionplandebatten for Hovedstadsområdet i 1999, da bl.a. daværende borgmester Peter Brixtofte i Farum foreslog jernbanen forlænget fra Farum til en kommende ny stor bydel på Farum Kaserne og derefter videre til Frederikssund. Forslaget blev dog aldrig taget alvorligt i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR).
[redigér] S-togslinien til Farum
Banen er i dag en S-togslinie der går fra Svanemøllen til Farum. Banen har idag følgende stationer: Farum • Værløse • Hareskov • Skovbrynet • Bagsværd • Stengården • Buddinge • Kildebakke • Vangede • Dyssegård • Emdrup • Ryparken
