Johannes Diderik van der Waals

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Johannes Diderik van der Waals (23. november 1837 – 8. marts 1923) var en hollandsk videnskabsmand, der er kendt for sit arbejde på tilstandsligningen for gasser og væsker, for hvilken han vandt Nobelprisen i fysik i 1910. Van der Waals var den første der indså nødvendigheden af at tage molekylernes volumen og intermolekylære kræfter (nu kaldet "van der Waals-kræfter") i betragtning i oprettelsen af en forbindelse mellem tryk, volumen og temperatur af gasser og væsker.

[redigér] Biografi

Van der Waals blev født i Leiden, Holland, som søn af Jacobus van der Waals og Elisabeth van den Burg. Han blev skolelærer og fik senere lov at studere på universitetet trods hans manglende uddannelse i klassiske sprog. Han studerede fra 1862 til 1865 og fik grader i matematik og fysik. Han var gift med Anna Magdalena Smit og havde tre døtre og en søn.

I 1866 blev han leder af en skole i Haag. I 1873 fik han en doktorgrad under Pieter Rijke for sin afhandling med titlen "Over de Continuïteit van den Gas- en Vloeistoftoestand" (Om kontinuiteten af gas- og væsketilstanden). I 1876 blev han som den første udnævnt til professor i fysik på Universiteit van Amsterdam.

Van der Waals døde i Amsterdam i 1923.