Elben
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Floden Elben (på tjekkisk Labe, på tysk die Elbe) er 1.091 km lang og udspringer i Den Tjekkiske Republik. Den flyder gennem Tyskland, forbi Dresden mod nord og passerer Hamburg, før den når Nordsøen nær Cuxhaven.
Elben har været en del af den tysk-tyske grænse mellem 1945 og 1989. På grund af den forholdsvis uforstyrrede natur i grænseområdet kunne der udvikle sig nogle miljømæssigt særdeles værdifulde og bevaringsværdige naturområder.
Under oversvømmelseskatastrofen i sommeren 2002 blev Dresden oversvømmet, hvilket efterfølgende ledte til planer om at udvide flodområdet ved at trække digerne tilbage, hvorved der kan skabes større oversvømmelsesbuffere, hvilket i fremtiden burde kunne formindske faren for de store oversvømmelser.
I modsætning til Rhinen spiller Elben ingen stor rolle i den tyske nationaldigtning, hvilket tildels også hænger sammen med, at Elben ikke strømmer gennem omkæmpede områder. Rhinen er også mere betydningsfuld hvad indenlandsk vandtransport angår.
I bronzealderen var Elben en vigtig handelsrute, da det var nemt at ro imod den svage strøm.
Stub Denne artikel om et vandløb eller en sø er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |