Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kath (Catha edulis), ses også stavet kat (retskrivningsordbogens anbefaling) eller (fejlagtigt) khat, er en stedsegrøn busk, som vokser i det østlige Afrika. Planten bliver 5–8 meter høj, med 5–10 cm lange og 1–4 cm brede blade. Plantens blade kan anvendes som rusmiddel kaldet kath. Denne praksis er især udbredt i Østafrika og på den arabiske halvø. Som rusmiddel har kath dog også fundet en vis udbredelse i Europa; hovedsageligt blandt indvandrere fra de førnævnte områder. Tygger man blade fra kath-planten, opnår man en let euforiserende virkning. Bladene kan også ryges eller bruges i te. Rusen skyldes at kath-planten indeholder de euforiserende stoffer cathinon og cathin. I 1980 erklærede WHO kath for et narkotikum. I 1993 blev kath forbudt i Danmark.
[redigér] Kilder og eksterne henvisninger